Østjyllands Politi har anholdt to mænd i forbindelse med den såkaldte gangbang-sag, hvor byrådsmedlem og udvalgsformand i Syddhurs Kommune, Per Zeidler, er under anklage for at have bragt unge kvinder til og fra arrangementer med gruppesex.

Det bekræfter politiet over for BT

»I forbindelse med efterforskningen i går anholdt vi en 54-årig mand fra Syddjurs og en 54-årig mand fra Vejle. Begge er sigtet for rufferi. De er begge løsladt igen efter endt afhøring, men de er fortsat sigtet i sagen, som vi stadig efterforsker, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi,« Jakob Christiansen.

Det er ikke bekræftet, at en af de anholdte er Per Zeidler, som borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft, torsdag opfordrer til at trække sig fra sin post som udvalgsformand efter, at Århus Stiftstidende har skrevet, at lokalpolitikeren mindst to gange på 14 dage har bragt unge kvinder til og fra arrangementer med gruppesex.

Flere medier erfarer dog, at den ene af de 54-årige anholdte er Per Zeidler.

Hvis 54-årige Per Zeidler er arrangør af sexarrangementerne og har et økonomisk mellemværende med betalende kunder og de kvinder, der deltager, kan der være tale om rufferi. Det kan give op til fire års fængsel.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Per Zeidler.