Synderjysk sexforbryder tvang piger til at udfylde ansøgningsskema, inden de skulle lade sig fotografere nøgne.

Retssagen mod den 25-årige BN, der er tiltalt for 22 grove sexkrænkelser af 10 småpiger, fortsætter i dag ved retten i Sønderborg.

Her er det kommet frem, at den 25-årige mand, der tidligere er dømt for sexkrænkelser og voldtægt af småpiger, systematisk har lokket personlige oplysninger ud af yngre piger på internettet.

Ifølge anklageskriftet er hans fremgangsmåde kynisk enkel. Via en hel række falske profiler på internettet, hvor han udgiver sig for at være yngre piger, tager han kontakt til teenagepiger og overbeviser dem om, at han kan hjælpe dem med en modelkarriere, hvis de lader sig fotografere i hans lejlighed i Haderslev.

Men inden fotograferingen, hvor pigerne ofte skal være afklædte, skal de udfylde et såkaldt ansøgningsskema. Her beder den 25-årige serievoldtægtsmand pigerne om at oplyse blandt andet cpr-nummer, adresse, mobilnummer, e-mail, højde, vægt og brystmål. Endvidere skal de svare på, om de har piercinger eller tatoveringer.

- Det er bare et skema, jeg har kopieret fra en hjemmeside, der hedder www.model.se, forklarede BN, da anklager spurgte ham, hvorfor det var så vigtigt for ham at få så personlige oplysninger om pigerne.

Han forklarede endvidere, at det var helt normalt, at man kunne læse sådanne oplysninger under billeder af modeller på internettet, men afviste dog, at han kørte en forretning på pigerne.

- Jeg kan godt lide at fotografere, men jeg gider ikke betale penge for det, sagde han.

Skemaet på hjemmesiden www.model.se indbefatter dog hverken oplysninger om cpr-nummer, bryststørrelse eller mobilnummer.

Ifølge anklageskriftet har den sønderjyske sexforbryder brugt nøgenbillederne til efterfølgende at true pigerne til at have sex med ham. Således truede han med, at hvis de ikke gjorde, som han sagde, ville billederne blive offentliggjort på internettet.

Mandag formiddag sidder et af hans mange påståede ofre i vidneskranken. Den i dag 18-årige pige fortæller, hvordan BN via tre forskellige profiler, hvor to af dem var falske, tvang hende til blandt andet at sende nøgenbilleder af sig selv.

- Michella (BN's falsks profil, red.) sagde, at hvis jeg ikke legede med mig selv i en time på webcam, blev mine billeder lagt ud på 50 hjemmesider, forklarer pigen.