Den 41-årige CJ, der ved Retten i Odense er tiltalt for blandt andet at stå bag to særdeles grove voldtægter af mindreårige piger, blev stoppet af politiet allerede efter den første voldtægt.

Det kom frem, da anklager Lenette Skak på retssagens anden dag læste den tiltaltes forklaring fra et grundlovsforhør den 10. juli 2013 højt i retten.

- Han var blevet stoppet af politiet i sin røde bil. De havde tjekket hans kørekort, men han havde fået lov til at køre videre, læste anklageren op fra referatet af grundlovsforhøret.

På trods af efterlysningen følte den 41-årige sig derfor sikker på ikke at blive fanget, da han begik den anden voldtægt på den 10-årige pige. Derfor dækkede han ikke sit ansigt til, som han gjorde ved den første voldtægt.

- Han mente ikke, at det var nødvendigt, for han var ikke blevet anholdt, selvom han var efterlyst, læste anklageren op.

Læs også:

Referatet af grundlovsforhøret indeholder også den tiltaltes gruopvækkende, detaljerede forklaringer om, hvordan han bortførte og forgreb sig seksuelt på de to mindreårige piger.

Inden det første overgreb havde han kørt rundt i området for at rekognoscere for at finde det rigtige sted til at bortføre en lille pige. Da han havde kørt rundt i en times tid, fik han øje på bussen, som det første offer var med. Han forklarede i grundlovsforhøret, at han fik en fornemmelse af, at det var Guds vilje, at han skulle følge efter den.

Læs også:

Kort efter steg den 11-årige ud af bussen. Han kørte sin bil ind på vejen foran hende, hoppede ud og fik fat i pigen, som han bar med ind i bilen. Han kørte derefter bilen til et afsidesliggende sted, hvor han forgreb sig på hende.

Den 41-årige formåede ikke at gennemføre fuldbyrdet samleje med pigen, en oplysning der senere kom frem i offentligheden.

- Det gjorde ham vred, at det kom frem, læste anklager Lenette Skak op af den tiltaltes forklaring fra grundlovsforhøret.

CJ har indvilliget i at afgive forklaring i retten, selvom han på retssagens første dag ellers afviste det pure, da han ikke ville "udstilles til spot og spe".