En 41-årig mand endte tirsdag aften med at blive overfaldet, efter han var blevet lokket med sex af en 19-årig kvinde.

Overfaldet fandt sted i en baggård på Kordilgade i Kalundborg, hvor han havde en aftale med den 19-årige kvinde, skriver Sjællandske Nyheder, men aftalen skulle vise sig at indeholde noget helt andet end sex.

I baggården stødte en eller flere ukendte gerningsmænd til og truede manden med kniv og beordrede ham til at give dem sin telefon og sine penge.

Offeret endte med at få en 15 centimeter lang flænge i ansigtet, da han blev snittet med kniv af de ukendte gerningsmænd.

Den 41-årige mand faldt efterfølgende til jorden, men det lykkedes ham at flygte med telefon og penge i behold og få tilkaldt politiet. Den 19-årige kvinde er ikke sigtet for at bruge kniven.

Brandvæsenet måtte efterfølgende ud og spule offerets blod væk fra gerningstedet.

Onsdag blev den 19-årige kvinde anholdt, hvor hun blev sigtet for vold og røveri. Torsdag blev hun i retten i Holbæk varetægtsfængslet i fire uger.

Røveriet er efterfølgende blevet betegnet som værende af særdeles grov karakter.