En 43-årig mand er sigtet for vold og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. 

Han skulle – efter en form for sex-akt på bagsædet af en bus med en kvinde – have sparket og slået en 20-årig mand, da bussen kørte på Viborgvej i Hasle mandag aften ved 18-tiden.

»Den 43-årige og en 36-årig kvinde havde angiveligt en form for seksuelt samkvem på bagsædet af bussen, og da de på et tidspunkt troede, at en kvindelig passager filmede dem, tog den 36-årige telefonen fra passageren,« lyder det i døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

»Da en 20-årig mand i bussen ville hjælpe passageren med at få sin mobil igen, blev den 43-årige mand aggressiv, og ifølge flere vidner overfaldt han den 20-årige mand med flere slag og spark.«

Politiet blev tilkaldt, og så blev både den 43-årige mand og den 36-årige kvinde anholdt.

Kvinden fik to sigtelser: Hun havde ifølge politiet en kniv på sig og råbte skældsord mod betjentene.

Manden blev sigtet for overfaldet i bussen og havde i forvejen andre verserende voldssager hængende over hovedet.

Offeret i bussen kom umiddelbart ikke alvorligt til skade, lyder meldingen.