Hun sidder med ryggen til solen på en af legepladsens bænke og kigger sig nervøst omkring.

»Hvem er det?« spørger hun anklagende. »Kender du dem?«

To kvinder går uinteresseret forbi og forsvinder om et hjørne.

Hænderne knuger Louise uroligt foran sig. Hun er en af internettets mange seriesvindlere og har snydt flere mennesker, end hun kan huske. Normalt plejer hun at skjule sig bag sin computer eller telefon, men det kan hun ikke lige nu. Det gør hende bange og paranoid.

Louise gik til sidst med til at mødes ansigt til ansigt og tale sammen. Uden videojournalisten.
Louise gik til sidst med til at mødes ansigt til ansigt og tale sammen. Uden videojournalisten. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Hun har alligevel indvilget i at mødes og tale ansigt til ansigt, så længe hun er anonym.

I flere uger har B.T. undersøgt, hvordan svindlere som Louise snyder almindelige danskere for deres penge i handler mellem private.

Det har vist sig, at Louise har en lang historie med svindel bag sig, som B.T. har afdækket. Det kan du læse om HER eller se i videoen øverst i artiklen.

I første omgang nægtede hun at tale og svare på de spørgsmål, som hendes mange ofre gerne vil stille hende.

I første omgang havde Louise under ingen omstændigheder lyst til at besvare B.T.s spørgsmål.
I første omgang havde Louise under ingen omstændigheder lyst til at besvare B.T.s spørgsmål. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Til sidst ombestemte hun sig. Den samtale begynder på en bænk ved et boligkompleks i Nordjylland.

Hvordan har du det lige nu?

»Ikke så godt.«

Hvorfor?

»For jeg ved godt, at det her er noget lort.«

Hun siger med en knækket stemme, at det er svært at være hende uden at komme det nærmere end det.

Den nordjyske kvinde i 40'erne ligner ikke en ond svindler, som stjæler penge fra godtroende danskere.

Men hvordan ser sådan en type i det hele taget ud? På internettet kan alle være lige den, som de vil være.

Alligevel har Louise i sin årelange svindel brugt sit eget navn og billede. For hendes mange ofre er hun derfor blevet ansigtet på den type kriminalitet, som rigtig mange danskere hver dag bliver udsat for. Handler mellem private på Facebook, Den Blå Avis og andre platforme, hvor en af parterne snyder den anden for varen eller pengene.

Det er noget, som Louise har gjort i flere år. For to år siden blev hun dømt skyldig i 21 tilfælde af bedrageri. Siden har hun fortsat svindlet sine ofre for pengebeløb helt ned til 200 kroner i omkring 50 nye sager.

Hvorfor snyder du de her mennesker?

»Jeg mangler bare penge. Jeg gør det, når der ikke rigtig er nogen penge på kontoen.«

Louise siger, at det er privat, hvorfor hun har behov for pengene. Det handler dog ikke om spilleproblemer, afhængighed af stoffer eller penge til medicin. Hun har ikke nogen syge personer omkring sig, som hun tager sig af, og har heller ikke selv en kendt diagnose. Pengene er bare til hende selv, forklarer hun.

Til mad, almindeligt forbrug og ting at hygge sig for.

Hvor mange har du snydt gennem tiden?

»Det ved jeg ikke. Jeg har ikke tal på det.«

Natascha blev snydt af Louise i slutningen af sommeren. Hun modtog en pakke med forkert indhold og fik aldrig pengene tilbage.
Natascha blev snydt af Louise i slutningen af sommeren. Hun modtog en pakke med forkert indhold og fik aldrig pengene tilbage. Foto: Emma Laycock, Byrd.
Vis mere

Louise svarer kun 'måske' til spørgsmålet om, hvorvidt det kan være over 100 eller 200 personer.

Hvordan snyder du?

»Jeg finder nogen, der søger efter noget på Facebook, og skriver til dem. Det kan være alle typer af varer.«

Hvad tænker du, når du snyder folk?

»Jeg tror ikke, jeg tænker. Jeg skal bare have de penge.«

For anden gang vender Louise sig nervøst om, fordi en bil kører ind på parkeringspladsen.

Hun fortæller, at hun snart skal til afhøring hos politiet om sagerne. At hendes handlinger i værste fald kan betyde fængsel, gør hende bange.

Det sætter dog ikke nødvendigvis en stopper for hendes svindelnumre.

Kommer du til at snyde igen?

»Det håber jeg ikke. Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke gør det igen.«

Du kan ikke love det?

»Nej. Jeg vil gøre alt for, at det ikke sker igen. Men hvis jeg siger nej nu, hvad så, hvis det sker igen?«

Sagde du det samme, da du blev dømt?

»Nej. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville fortsætte.«

Hvad skal der til for, at du stopper?

»At jeg får hjælp af nogle professionelle.«

Louise fortæller, at hun ikke skriver med nogen, som hun vil snyde, i øjeblikket. Det er en måned siden, at hun gjorde det sidst.

Spørgsmålet er, om den person bliver den sidste, som mister sine penge til Louise.