En amerikansk kvinde kan nu se frem til at tilbringe flere årtier bag tremmer.
Det sker efter, kvinden, Rebecca Auburn, fredag i sidste uge tilstod, at hun er seriemorder. Det skriver mediet People.
Over for retten i Franklin County i delstaten Ohio har den tiltalte kvinde erkendt at have dræbt fire mænd.
I sin forklaring fortæller hun ifølge mediet, at hendes fremgangsmåde for mordene har involveret både sex og stoffer.
Det er foregået ved, at hun har lavet aftaler med de nu dræbte mænd om at mødes og dyrke sex, hvorefter hun forgiftede dem med stoffer med det formål at røve dem efterfølgende.
Alle fire mænd er døde af overdoser mellem januar og juni 2023, skriver mediet.
Ifølge tiltalen har Rebecca Auburn også forsøgt at udsætte et femte offer for narkoforgiftning og røveri i december året før. Det havde hun dog ikke held med.
De lokale myndigheder mener, at sagen var blevet opklaret selv uden hendes tilståelse.
»Dagens tilståelse lukker en svær sag. En overvældende mængde overbevisende beviser og en vandtæt undersøgelse udført af BCI og Columbus Police efterlod ingen tvivl om, at en domfældelse var på vej. Når politiet arbejder sammen, er der håb for familier til at sikre retfærdighed,« siger Ohios justitsminister, Dave Yost, ifølge mediet i en pressemeddelelse.
Ifølge mediet forventes der at falde at falde dom i sagen den 20. februar næste år. Rebecca Auburn risikerer op til 69 års fængsel.
