Politiet i København har udsendt billeder af en mand, som de mistænker for at stå bag blufærdighedskrænkelser i dele byen.

Torsdag blev en 43-årig nordafrikansk mand, som Københavns Politi mistænkte for sexkrænkelser, løsladt. Nu udsender politiet billeder af en mand, som de efterlyser, da de mistænker ham for at stå bag blufærdighedskrænkelser.

På billederne, som du kan se her i artiklen, kan man se en mand iklædt mørk jakke. Og netop den mand mistænker politiet for at stå bag mindst to episoder af blufærdighedskrænkelser i weekenden 7.-8. november.

Billederne fra overvågningskameraerne er optaget i og ved en 7-Eleven på Nørrebro lørdag.

»Vi mener, han står bag to af de forhold, der skete sidste weekend, den 7. november. Et forhold klokken tre om natten i Holtegade og et forhold klokken seks om morgenen på Nørrebrogade,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen til TV 2.

Beføler baller
I en pressemeddelelse skriver Københavns Politi om manden:

På videoen ses han lørdag d. 7 november 2015 udenfor og indenfor 7-Eleven på Nørrebros Runddel. Lørdag d 7. november kl. 02.05 beføler han en kvinde på ballen og hun gør anskrig på Nørrebrogade øst for Nørrebros Runddel. Manden følger efter hende til Holtegade, hvor han igen beføler hendes baller. Samme lørdag kl. 06.05 beføler han endnu en kvinde på ballen og tager fat i hendes jakke. Han forsvinder, da hun gør anskrig. Overgrebet fandt sted på Nørrebrogade udenfor Kvickly.'

Politiet har også lagt et signalement i pressemeddelelsen:

Mand, 25-35 år, mellemøstlig oprindelse,
Ca. 175-185 cm høj, almindelig af bygning,
meget kort sort hår. Skægstubbe/kort trimmet skæg.

Billedet som Københavns Politi har udsendt af en formodet blufærdighedskrænker
Billedet som Københavns Politi har udsendt af en formodet blufærdighedskrænker
Vis mere

Og de beskriver manden yderligere:

'Manden på overvågningen er iført: Sort åbenstående dunvest, der er kanalsyet på tværs. Der ses to trykknapper på reverset i venstre side af vesten. Muligvis er der knappet en grå hue med bindebånd fast på dunvesten. Indenunder dunvesten ses manden at være iført en sort jakke med lynlås, sorte ærmer og sort hætte. Der ses en hvid vandret stribe/mærke på jakkens venstre øverste del ved overarm. Denne jakke er mellemtyk. Der er skrålommer. Ved jakkens hætte er der en lidt stiv dobbelt overkant, eller også har manden en kasket indenunder hætten. Sorte løse bukser. Sko, sort med grå rundt omkring hele snørebåndspartiet, med sorte snørebånd og hvid øverst på hælkappen.'

Voldsom stigning af anmeldelser
Københavns Politi har i efterhånden flere dage advaret kvinder mod at færdes alene om natten i dele af København. Og det har efterfølgende resulteret i en voldsom stigning i antallet af kvinder, der har anmeldt en sexkrænkelse.

Stigningen har været så voldsom, at Københavns Politi har modtaget omkring 80 nye anmeldelser, siden de 6. november gik ud med signalement og en opfordring om at kontakte politiet, hvis man havde oplevet noget, der kan kædes til seriekrænkeren. Det står i skarp kontrast til de omkring 50 anmeldelser om sexkrænkelser, som politiet havde modtaget tidligere i år - i alt.

Manglende beviser
En 43-årig nordafrikansk mand blev i sidste weekend anholdt af politiet med mistanke om, at han kunne stå bag flere blufærdighedskrænkelser. Men han er blevet løsladt igen, da politiet manglede beviser mod manden.

»Vi har valgt at løslade ham på grund af manglende beviser,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller til BT.

»Vi har haft nogle kvinder inde til en fotokonfrontation, og de har ikke kunnet genkende den mand, vi har anholdt. På den baggrund syntes vi det var bedst at løslade ham med det samme, i stedet for at spørge en dommer,« uddyber Jens Møller Jensen.

Muligvis flere gerningsmænd en den ene
Politiet formoder, at den samme gerningsmand står bag en række sager, hvor kvinder er blevet forulempet og krænket på deres blufærdighed. Manden har en særlig fremgangsmåde, hvor han følger efter kvinder, tager dem på brysterne, forsøger at kysse dem og slikker på deres hud. I to tilfælde har han også forsøgt at trænge ind i deres lejligheder og voldtage dem.

Københavns Politi har gennemgået omkring 38 af de anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, som de har modtaget. Og af dem er de kommet frem til, at det kan være den samme mand, som står bag hen mod 23 af de anmeldte sager.

Det betyder dog samtidig, at der potentielt kan være flere mænd, som står bag blufærdighedskrænkelser i København.

Og i det hele taget opfordrer politiet kvinder til at tænke sig om, når de bevæger sig ud efter mørkets frembrud.

»Det er ment som et generelt råd, at man skal bruge hovedet, når man færdes alene om natten i København,« siger Jens Møller.

Hvis du kender noget til manden på videoen beedes du kontakte Københavns Politi på 114.