Fire kvinder i Aalborg har ifølge politiet været ofre for en og samme seksualforbryder. Nu er en mand anholdt.

Fire gange i år er kvinder på vej hjem fra byen i Aalborg blevet antastet af en mand. Politiet mener, at der er tale om en og samme gerningsmand.

Tre af gangene har det været så groft, at politiet anser det som forsøg på voldtægt.

- Det mener vi på baggrund af, hvad han gør, og hvad han siger i situationerne. Men hvad det nærmere er, vil jeg ikke komme ind på, siger efterforskningsleder Frank Olsen.

Fredag er en mistænkt blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

To af sagerne er fra 21. oktober. Hvor to kvinder på 23 og 21 med cirka en times mellemrum blev forsøgt voldtaget i de tidlige morgentimer.

Den 23-årige blev antastet af manden i området omkring Østerbro i Aalborg. Hun flygtede ind i sin lejlighed.

Den 21-årige mødte manden i området omkring Østre Havnegade. Da hun råbte op, stak gerningsmanden af.

De andre sager stammer fra februar og marts. 11. februar fik en 21-årig gerningsmanden til at flygte ved at råbe op, da han forsøgte at voldtage hende.

25. marts blev en 25-årig befamlet af en gerningsmand. Begge sager foregik omkring Bonnensgade og Østre Anlæg.

Efterforskningsleder Frank Olsen fortæller, at sagen er blevet massivt efterforsket. Der er foretaget afhøringer, og overvågningsvideoer er blevet gransket.

Den anholdte er en 30-årig mand fra Aalborg. Ifølge Frank Olsen nægter manden sig skyldig i de rejste sigtelser.

Af hensyn til den videre efterforskning vil Frank Olsen på nuværende tidspunkt ikke ud med yderligere oplysninger.

- Men vi har nogle spor i sagen, og der skal foretages en række afhøringer, og så må vi se, hvad der kommer ud af det, siger han.

/ritzau/