En seniorsergent fra Den Kongelige Livgarde skal i fængsel i et år og ni måneder.

Det har Østre Landsret afgjort, efter at have fundet den tidligere vagtholdsleder i Livgarden skyldig i blandt andet voldtægt af en værnepligtig.

I Københavns Byret blev han for et år frifundet for voldtægten, men i stedet alene idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste for krænkelser.

Blandt andet kaldte han en kvinde på Livgardens Kaserne i København for »yngste fisse«.

Men nu er Østre Landsret altså nået frem til en anderledes alvorlig afgørelse for seniorsergenten, der bliver fundet skyldig i både krænkelserne samt voldtægt af en værnepligtig på Livgardens kaserne ved Rosenborg i København.

Landsretten fandt også den 44-årige seniorsergent skyldig i vold samt overtrædelse af den militære straffelovs bestemmelser om grov krænkelse af en underordnet og pligtforsømmelse.

Seniorsergenten var blandt andet tiltalt for »på et ikke nærmere identificeret tidspunkt formentlig i februar 2021« at have udsat en kvindelig ansat for fuldbyrdet voldtægt samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje i et hvilerum på kasernen.

I retten erkendte den 43-årige mand, at han og kvinden havde haft samleje. Men han afviste blankt, at det skulle være sket uden samtykke. At der skulle være tale om overgreb.

»Der var ikke noget, der gjorde, at jeg kom i tvivl om, hvorvidt hun var med på den,« forklarede han i byretten. 

I stedet tegnede han i retten et billede af, at det var længere tids flirten, der ledte til episoden. Han pegede blandt andet på, at han og den værnepligtige kvinde forud for episoden havde sendt hinanden pornografiske billeder og videoer på sociale medier.

Den udlægning kunne kvinden dog ikke støtte op om.

Og det kunne byretten heller ikke i forhold til, at forud for voldtægtssagen blev dømt for at have krænket den samme kvindes blufærdighed ved netop at sende hende billeder og videoer af sin penis og onani.

Det er kun et par uger siden, at en anden seniorsergent i det danske forsvar blev fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse mod en kvindelig medarbejder og pligtforsømmelse.

Det skete ved byretten i Hjørring, hvor den 59-årige mand blev idømt 14 dages betinget fængsel.

Blufærdighedskrænkelsen fandt sted på et værelse i Borrislejren i Skjern en nat i april sidste år.

Her befandt seniorsergenten sig sammen med en kvindelig medarbejder på et værelse i det militære område, da han skubbede kvinden bagover på en seng, hvorefter han lagde sig oven på hende og fastholdt hende, mens han kyssede hende.

I retten nægtede han sig skyldig og ankede på stedet dommen.