En mandlig seniorsergent fra Den Kongelige Livgarde er blevet idømt 40 dages betinget i sag om krænkelser.

En 42-årig mand, der tidligere har været overordnet vagtholdsleder i Den Kongelige Livgarde, er blevet idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste.

Det oplyser Københavns Byret til Ekstra Bladet.

Manden, der er seniorsergent, var tiltalt i ti forhold og er blevet dømt for seks af dem.

Det drejer sig blandt andet om, at han kaldte en kvinde for "yngste fisse", og at han i hendes og andres påhør sagde, "at det var rart med en kvindelig sergent på vagtholdet, fordi man så havde én at invitere ned om natten".

Derudover er han dømt for i flere tilfælde at have sendt en anden kvinde pornografisk materiale på Snapchat, herunder billeder og videoer af ham selv, hvor han onanerede.

Den 42-årige er desuden dømt for at have krænket en person ved at bede vedkommende om at blive stående i rørstilling i 20 minutter, fordi personen ikke kunne opremse en række vejnavne.

Manden er blandt andet blevet frifundet for forhold, der omhandlede, at han på Marinestation København på hensynsløs vis skulle have kørt frem mod en person, som måtte springe til side for ikke at blive påkørt.

Derudover er han blandt andet også frifundet for at have krænket en person ved at rive en persons brystdistinktion af en skjorte, så det gav et ryk i personen.

Forsvarsministeriets Auditørkorps havde anlagt sagen mod den 42-årige mand.

/ritzau/