For få år siden skulle han i audiens hos dronning Margrethe for at have modtaget fortjenstmedaljen i sølv for 40 års tjeneste i Forsvaret.

Nu er en 61-årig seniorsergent på Flyvestation Karup blevet tiltalt for stillingsmisbrug og årelangt bedrageri for et samlet beløb på 172.700 kroner.

Derfor vil den militære anklager fra Forsvarets Auditørkorps kræve ham idømt fængsel, når seniorsergenten i næste uge skal stilles for byretten i Viborg.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, er de omfattende ulovligheder foregået på to måder.

For det første har den 61-årige mand, der også var skydebefalingsmand i Forsvarets Ejendomsservice, ifølge tiltalen i de fem år fra 2016 til 2021 ved bedrageri skaffet sig selv en uberettiget vinding på 74.700 kroner, som stammede fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politikredsen lejede nemlig et våbenrum i bygning 209 på Flyvestation Karup af Forsvaret, men lejeindtægten endte i sidste omgang forbavsende nok på seniorsergentens private bankkonto.

Og for det andet er han tiltalt for tjenestemisbrug og pligtforsømmelse af særlig grov karakter i fem forhold.

Her har han ifølge anklageskriftet i årene 2022-24 via sin betroede adgang til flyvestationens sikkerhedskontor sørget for, at Idrætsforeningen Flyvestation Karup og DGI Midtjylland Skydning slap for at betale leje af flyvestationens skydebaner til fælles skydearrangementer.

I det militære IT-program bookede han skydebanerne, som han i strid med retningslinjerne selv godkendte.

Samtidig anvendte han et internt ordrenummer, der normalt anvendes af Forsvarets Sanitetskommando. Derved kom Sanitetskommandoen til at afholde mindre udgifter for skydearrangementerne, samtidig med at Forsvaret gik glip af lejeindtægter fra idrætsforeningerne.

Ved den kommende retssag vil der eventuelt blive nedlagt påstand om erstatning, fremgår det af anklageskriftet fra Forsvarets Auditørkorps.

Hans forsvarer oplyser til B.T, at manden nægter sig skyldig.

For en halv snes år siden blev den nu 61-årige seniorsergent hyldet med årets hæderspris af idrætsforeningen på sin militære arbejdsplads for sit »trofaste og uegennyttige« arbejde.