Nordjyllands Politi er lige i hælene på en midaldrende mand, som har forsøgt at lokke mindreårige piger med seksuelle tilnærmelser over Facebook, SMS, MMS og ved at ringe direkte til dem.

Under dæknavnet "Ditte Jensen" har den 50-60-årige mand henvendt sig og blufærdighedskrænket mindst to mindreårige piger fra Jetsmark-egnen den seneste tid.

Forældrene til pigerne, som er henholdsvis ni og 14 år, har politianmeldt den pædofile mands forsøg på at komme i nærkontakt med de to.

Men nu kan han altså godt begynde at bide negle, for Nordjyllands Politi er meget tæt på at have indkredset ham.

- Vi har nogle gode spor at gå efter og en formodning om, hvem gerningsmanden er, siger vicepolitikommissær Peter Skovbak til nordjyske.dk.

Kontakten til pigerne er sket ved, at manden under sit dæknavn har chattet med børnene, og i den forbindelse er det lykkes ham at lokke deres mobiltelefonnumre ud af dem.

Derefter har han henvendt sig direkte ved at ringe til dem, ved at sende SMS'er med lumre beskeder, ligesom han har sendt utugtige billeder til pigerne på MMS.

Blufærdighedskrænkelse kan straffes med bøde eller fængsel op til fire år.