Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mandag formiddag dukkede to betjente op på tidligere læge Svend Lings adresse med en meget lidt overraskende besked.

Svend Lings er – endnu en gang – sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 240 og altså medvirke til selvmord.

Et selvmord, der, ifølge den sigtede selv, blev begået af en mand i efteråret 2020 og efterfølgende er blevet anmeldt til politiet.

»Jeg ved, det er nogle pårørende, der har anmeldt det,« siger Svend Lings.

Han kender ikke de nærmere omstændigheder for, hvornår anmeldelsen blev givet til politiet, men var alligevel ikke overrasket, da han mandag fik besøg af betjente fra Fyns Politis afdeling for reaktiv efterforskning og personfarlig kriminalitet.

»De var flinke at ringe i sidste uge, og så lavede vi en aftale i dag her klokken 10,« siger Svend Lings om besøget fra ordensmagten.

Det er nemlig langtfra første gang, Svend Lings er blevet sigtet for at hjælpe til selvmord med udgangspunkt i en manual, som den tidligere læge har delt på nettet.

Senest skete det i efteråret 2021, hvor Svend Lings var i haven, da to betjente kom på uanmeldt besøg for at informere ham om, at han var sigtet for et andet tilfælde af medvirken til selvmord.

I den forbindelse beslaglagde de hans telefon og computer.

Det er sandsynligvis derfra, de har informationer, der er ført til den nye sigtelse, mener Svend Lings.

»De har bevismaterialet, så selvom jeg ikke kan huske det enkelte individ, er jeg ikke i tvivl om, jeg har gjort det,« siger han.

Flere gange tidligere har Svend Lings sagt, at han bliver ved med at rådgive til selvmord på trods af sigtelser og domme.

Det samme gælder denne gang, for han mener at have en »moralsk forpligtelse« til at fortsætte sin rådgivning.

Han er tidligere dømt for at medvirke til selvmord ved både Retten i Svendborg, Østre Landsret og Højesteret, er ekskluderet fra Lægeforeningen og har fået frataget sin autorisation som læge.

Nu står han til at skulle for retten igen i nærmeste fremtid. Hvornår ved han ikke, men i mellemtiden har han tænkt sig at blive ved med det, han gør.

»Hvad de pårørende så synes, kommer sådan set ikke mig ved,« siger han.