Den lille dreng var kun fem-seks år gammel, da han flere gange skulle sove hos den nu 59-årige mand.
Det viste sig ifølge anklagemyndigheden hos Fyns Politi at være en rigtig dårlig idé.
For nu er manden tiltalt for at have udsat den lille dreng for både voldtægt og blufærdighedskrænkelse – blandt andet i forbindelse med en badesituation i lejligheden for et par år siden.
Og ydermere er manden også tiltalt for at have overtrådt det forbud mod at have børn eller unge under 18 år på besøg i sin lejlighed uden politiets tilladelse, som han i forbindelse med en tidligere dom for en seksualforbrydelse var blevet idømt.
Det fremgår af anklageskriftet mod den 59-årige mand fra Fyn, som B.T. har fået aktindsigt i.
Foruden overgrebet på den lille dreng er han også tiltalt for at have et foto med overgrebsmateriale af en dreng under 18 år på sin mobiltelefon, ligesom manden også er tiltalt for et selvstændigt punkt om blufærdighedskrænkelse mod en anden mindreårig dreng.
Det foregik ifølge tiltalen en eftermiddag i januar sidste år på parkeringspladsen ved Netto i Svendborg, hvor manden ifølge anklageskriftet stod ved siden af sin varebil og onanerede, mens han kiggede direkte på den mindreårige dreng.
Når sagen i midten af februar skal behandles ved byretten i Svendborg, vil anklageren ifølge anklageskriftet kræve den 59-årige mand idømt fængselsstraf.
Samtidig vil anklageren kræve, at manden endnu en gang bliver forbudt at bo sammen med eller få besøg af børn og unge under 18 år uden politiets tilladelse.
Det vides ikke forud for straffesagen, hvordan den 59-årige mand har i sinde at forholde sig til de alvorlige tiltalepunkter. Men da sagen efter planen skal behandles ved en domsmandsret tyder det på, at han ikke umiddelbart har i sinde at erkende sig skyldig.

