Flere udenlandske statsborgere mødte onsdag morgen op på en privat adresse i Gråsten i Sønderborg Kommune.

Personerne var imidlertid uønskede på adressen, og det blev derfor anmeldt til politiet. Det skete klokken 07.39.

Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede efterfølgende ud til adressen med blandt andet hundepatruljer.

I første omgang meddelte politiet på Twitter, at de efterforskede det, de betegnede som et mistænkeligt forhold. Det betød, at politiet ikke ville kommentere sagen yderligere.

Onsdag eftermiddag har politiet dog valgt at løfte sløret for, hvad sagen handler om.

På Twitter skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at de i forbindelse med deres efterforskning har anholdt seks udenlandske mænd i Gråsten by.

Mændene var mødt op på den private adresse i forbindelse med en familiestrid.

Anklagemyndigheden vurderer i øjeblikket, om der er grundlag for at fremstille de seks anholdte i et grundlovsforhør.

Ingen personer er dog - ifølge politiet - kommet til skade i forbindelse med hændelsen, og der er roligt i området, hvor politiet blandt andet har gennemført søgning med hunde for at sikre spor.

Politiet er ikke desto mindre fortsat til stede i Gråsten i området omkring Kongevej. Men politiets arbejde påvirker ikke trafikken i området.

Da der er tale om en verserende sag, har Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke yderligere oplysninger til pressen.