Ud af de 100 rockere, der blev anholdt onsdag ved politiets storstilede aktion på Sjælland, bliver seks af dem her til eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør

Heriblandt er formentlig Bandidos' Europapræsident, Michael 'Kokken' Rosenvold.

Anholdelserne kommer, efter at politiet onsdag ransagede 17 rockerborge over hele Sjælland, hvor der bl.a. blev fundet store mængder narkotika og våben. 'Kokken' risikerer en længere tur bag tremmer.

Det er den anspændte stemning mellem Hells Angels og Bandidos de senere dage, der har ført til de mange ransagninger. Man frygter, at en ny rocker-krig er under opsejling.

Bl.a. blev en Bandidos rockerborg på Amager onsdag torpederet af en stjålet lastbil.

Politiet fortalte i går, at aktionen var for at sende et utvetydigt signal til rockerne.

- Vi vil ikke acceptere, at en eventuel truende voldelig konflikt mellem HA og Bandidos får lov til at udvikle sig. Vi har styrken og redskaberne til at sætte ind, når det er påkrævet, og vi vil i den kommende tid holde et ekstra godt øje med miljøet, sagde Svend Foldager fra Københavns Politi på vegne af politikredsene på Sjælland til BT i går.