Fire af personerne sad allerede fængslet for andre sager i relation til bandestridighederne.

Seks personer mellem 16 og 20 år med tilknytning til bandemiljøet er onsdag blevet anholdt og sigtet for at have forsøgt at dræbe en 22-årig mand i et supermarked på Nørrebrogade i januar.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den 22-årige blev stukket med kniv og var i livsfare.

- Det er en meget grov sag, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.

- Det tyder på, at gerningsmændene er gået målrettet efter den 22-årige. Samtidig blev en helt tilfældig borger også alvorligt såret, og det siger noget om, hvor voldsparate de her gerningsmænd har været, lyder det.

En af de anholdte sigtes desuden for et forsøg på at dræbe en anden person, der var vidne til overfaldet. Han var også i livsfare efterfølgende.

Anholdelserne er en del af efterforskningen af de knivstikkerier, som ifølge politiet kan være del af et opgør mellem to grupperinger fra henholdsvis Nørrebro og Nordvest.

Fire af de anholdte sad allerede fængslet for andre sager "med relation til stridighederne mellem de to grupperinger", lyder det i pressemeddelelsen.

De anholdte sigtes efter bandeparagraffen, der kan udløse dobbeltstraf.

/ritzau/