National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i samarbejde med Fyns Politi mandag anholdt seks mænd i Odense.
Det skriver NSK i en pressemeddelelse.
Mændene er blandt andet sigtet for at have distribueret 'store mængder' kokain og hash samt for at have besiddet flere skydevåben med henblik på videreoverdragelse.
De anholdte er i alderen fra 21 til 32 år.
Vicepolitiinspektør i NSK Lennart Glerup mener, at de anholdte har været med til at facilitere alvorlig og omfattende kriminalitet.
»Der er blandt andet tale om store leverancer af narkotika og farlige skydevåben - blandt andet en halvautomatisk riffel og flere pistoler.«
»Jeg er derfor glad for, at vi med aktionen i dag har kunnet bremse denne alvorlige og organiserede kriminalitet,« siger han.
Politiet har i forbindelse med ransagninger - der også har fundet sted i Odense - beslaglagt et haglgevær med tilhørende patroner, et kontantbeløb på flere hundrede tusinde kroner og en mindre mængde kokain, oplyser NSK.
Fem af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense tirsdag klokken 09.30.
/Ritzau/

