Seks mænd vil frifindes for LTF-manifestation
Seks mænd vil frifindes, når Østre Landsret skal se på, om forsamling var en videreførelse af banden LTF.

Seks mænd vil frifindes, når Østre Landsret skal se på, om forsamling var en videreførelse af banden LTF.

En forsamling og et gruppebillede på Blågårds Plads i København og en efterfølgende fællesspisning på en restaurant på Østerbro.
De to begivenheder, der fandt sted i 2022, betegnede Københavns Byret som en videreførelse af den forbudte bande Loyal to Familia (LTF), da den i marts 2024 afsagde dom.
Men nu vil seks mænd frifindes, og onsdag indleder Østre Landsret ankesagen.
Det var 26. marts 2022 ved 17-tiden, at en større gruppe af mænd forsamlede sig på Blågårds Plads på Nørrebro, der tidligere har fungeret som samlingssted for folk fra LTF.
Ifølge byrettens beskrivelse af sagen ankom mændene til stedet enten til fods eller i større og larmende biler. Forsamlingen talte 50 til 60 personer.
Efter kort tid og under støj og hujen tog de opstilling på et plateau på Blågårds Plads, mens unge på cykler ifølge politiet fungerede som en form for vagtvirksomhed ved adgangsvejen til pladsen.
På pladsen blev der taget et gruppebillede, hvor flere personer bar maskering og var iført hættetrøjer og kasketter. Flere lavede også håndtegn, som ifølge politiet er kendetegn for LTF.
Efter forsamlingen indfandt omkring 60 personer sig om aftenen på en restaurant på Østerbro i København, og også her var der ifølge byretten en form for vagter omkring restaurantens indgang.
De tiltalte nægter sig alle skyldige. I byretten blev i alt 11 dømt, og seks har anket til landsretten.
- Synspunktet er, at det pågældende billede ikke konstituerer en videreførelse af LTF, siger den enes forsvarer Karoline Normann forud for ankesagen.
Københavns Byret mente, at der ikke blot var tale om et socialt arrangement, og det ændrede heller ikke vurderingen, at flere af de tiltalte var vokset op i området og barndomsvenner.
På Blågårds Plads var der ifølge byretten i stedet tale om en adfærd, der "havde til hensigt at manifestere LTF's tilstedeværelse i og dominans af området omkring Blågårds Plads", som er blevet betragtet som LTF-territorium.
Både forsamlingen på Blågårds Plads og den efterfølgende på restauranten var en overtrædelse af forbuddet mod at videreføre LTF, vurderede byretten.
Forbuddet mod LTF har eksisteret siden september 2018, hvor det blev nedlagt midlertidigt. I 2021 blev det blåstemplet af Højesteret, der i en dom opløste LTF.
I byretten fik de i alt 11 dømte straffe på mellem 30 dage og fire måneders fængsel.
Østre Landsret har afsat flere dage til ankesagen, som ventes afsluttet i november.
RITZAU