Seks mænd tiltalt for serievoldtægt af svækket kvinde: Nægter sig skyldige
Politiet fandt brugte kondomer i soveværelset og hvidt pulver på køkkenbordet.

Politiet fandt brugte kondomer i soveværelset og hvidt pulver på køkkenbordet.

Brugte kondomer i det lille soveværelse, hvor der med besvær var klemt en smal dobbeltseng med en hvid sengegavl ind.
Og talrige glas på sofabordet samt rester af hvidt pulver på det sorte køkkenbord.
Det syn mødte de første politifolk, da betjentene i maj sidste år kom ind i en lille lejlighed i Køge.
Hurtigt opstod der en mistanke om, at den kvindelige beboer igennem fem dage var blevet groft seksuelt misbrugt af mindst seks mænd, mens hun var så svækket af alkohol og stoffer, at hun hverken kunne sige fra eller give samtykke.
Og fredag førte det til, at seks mænd med udenlandsk baggrund sidder på anklagebænken ved byretten i Roskilde i en opsigtsvækkende voldtægtssag.
Mændene er tiltalt for på skift igennem fem dage at have voldtaget lejlighedens indehaver – en kvinde i 30-40 års alderen.
Da domsmandssagen fredag blev indledt, nægtede alle seks mænd i alderen 23-50 år sig skyldige.
Alle har de mellemøstligt klingende navne og sorte fuldskæg.
To af dem er ikke danske statsborgere, så udover en fængselsstraf kræver anklageren dem også udvist af Danmark, hvis de kendes skyldige.
Det meste af første retsdag kom til at foregå for lukkede døre, fordi anklageren skulle afspille et par timelange videooptagelser af de grundige afhøringer, som politiets efterforskere har foretaget af den usædvanlige voldtægtssags centrale midtpunkt.
Faktisk er det politiets mistanke, at der også var yderligere medgerningsmænd med til voldtægterne. Deres identitet er dog foreløbig ikke fastslået.
I første omgang er det derfor alene de seks mænd fra Køge og den københavnske vestegn, som er tiltalt.
Voldtægterne fandt ifølge tiltalen sted i dagene og nætterne i perioden fra 8. maj og frem til 13. maj 2025 kvindens lejlighed i Køge.
Efter anklagemyndighedens opfattelse indfandt to af mændene på 29 og 37 år sig i lejligheden de første dage, hvor der blev indtaget alkohol og euforiserende stoffer, herunder kokain, så kvinden blev »betydeligt påvirket og svækket«.
Derfor gav hun ifølge tiltalen hverken samtykke eller deltog frivilligt i den seksuelle aktivitet.
Og hen mod slutningen af det fem dage lange forløb tog de to mænd ifølge anklageskriftet initiativ til og muliggjorde, at yderligere mænd – blandt andre de øvrige fire tiltalte – fik adgang til lejligheden med den forurettede kvinde, der var stærkt beruset og både påvirket af stoffer og frygt.
Alle seks tiltalte mænd er beskyttet af navneforbud, der gør det strafbart at offentliggøre deres navne eller andre oplysninger, der kan identificere dem.
Der ventes dom i sagen i slutningen af januar.