Ifølge tiltale har seks mænd været indblandet i indsmugling af 93 kilo kokain fra Holland til Danmark.

Seks mænd er blevet tiltalt for at have indført, modtaget eller overdraget op mod 93 kilo kokain fra Holland til Danmark.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge anklageskriftet er to af mændene tiltalt for at have planlagt og foranlediget indsmugling af 93 kilo kokain fra Holland til Danmark.

To er tiltalt for at have indsmuglet henholdsvis 41 og 52 kilo kokain.

De sidste to mænd er tiltalt for medvirken til indkøb og håndtering af henholdsvis 16,5 og 22,97 kilo kokain.

Sagen skal behandles ved Retten i Viborg. Der er afsat 20 dage til retssagen, som begynder 16. december.

Dommen ventes 23. marts 2020.

/ritzau/