Bagmandspolitiet sigter seks mænd for at stå bag asgrd.org, hvor danske film og serier blev delt i tusindvis.

Seks mænd blev torsdag anholdt efter en større aktion af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kendt som SØIK eller Bagmandspolitiet.

Politiet mener, at de seks mænd alle har været med til at bygge og vedligeholde den ulovlige fildelingshjemmeside asgrd.org.

I alt syv mænd er nu sigtet i sagen.

Det oplyser Michael Lichtenstein, vicepolitiinspektør ved Bagmandspolitiet, efter anholdelsen.

- Vi fik en anmeldelse i efteråret fra Rettighedsalliancen, der var blevet opmærksom på fildelingstjenesten, hvor en række danske film og serier var blevet delt, siger han.

Tippet fra Rettighedsalliancen førte i først omgang til en anholdelse af en 50-årig familiefar fra Middelfart i december. Denne anholdelse gav dog anledning til nye ransagelser.

Seks adresser i Jylland og på Fyn blev derfor torsdag endevendt af politiet. Det ledte til anholdelse og sigtelse af seks mænd i alderen 34 til 53.

De sigtede menes at have bygget og vedligeholdt asgrd.org - et fildelingsnetværk hvor flere end 20.000 brugere har haft adgang til kvit og frit at downloade danske film og serier.

Og danskerne har brugt netværket flittigt, siger Michael Lictenstein.

- Det er nogle vigtige sager, som vores specialenhed prioriterer, fordi der er rigtig mange danskere, der bruger de her sider, og derfor er der rigtig mange danske film og serier, som bliver delt ulovligt, siger han.

Han nævner blandt andet den prisvindende film "Druk", som, han siger, er blevet delt flere tusinde gange.

- Det betyder jo, at der ryger omsætning ud af de danske biografer, og at der er manglende indtjening til de danske filmproducenter. Det er ikke i nogens interesse, siger Michael Lichtenstein.

De seks mænd er blevet sigtet for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter og løsladt igen.

Familiefaren, der blev anholdt den 21. december, er også blevet løsladt efter at have været varetægtsfængslet hen over jul og nytår.

/ritzau/