Når seks mænd fredag formiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør, vil de være sigtet for at stå bag en række voldsomme sager.

Herunder er de sigtet for grov afpresning af en mand og hans familie - samt at sprænge hans bil i luften.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Alle seks mænd - der er i alderen mellem 17 og 38 år - blev anholdt torsdag, hvor politiet rykkede ud til flere adresser i København og på Sjælland.

Flere af de anholdte er ifølge politiet medlemmer af en rocker-/bandegruppering.

De resterende har tilknytning til grupperingen, oplyser Københavns Politi.

Alle er de sigtet for i begyndelsen af december at have fremsat trusler mod en mand, som de angiveligt mener skylder penge til grupperingen - samt mod mandens familie.

De er også sigtet for brandstiftelse og sprængning af mandens bil på Amager natten til torsdag den 11. december samt for at have begået groft hærværk mod mere end ti biler i samme område i forsøget på at beskadige mandens bil.

»Den form for afpresning er i sig selv meget alvorlig, men det er fuldstændig uacceptabelt, at familien også bliver udsat for trusler,« forklarer vicepolitiinspektør Knud Hvass:

»Derfor har vi sat betydelige ressourcer ind på at finde frem til de mistænkte gerningsmænd.«

Københavns Politi mistænker, at de seks mænd har handlet i forening med flere p.t. ukendte medgerningsmænd. 

Af den grund kan det ikke udelukkes, at yderligere personer vil blive anholdt i sagen, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Grundlovsforhøret finder sted omkring klokken 09.30 fredag i dommervagten ved Vestre Fængsel.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre, oplyses det.