Seks personer er mandag eftermiddag blevet kvæstet i en alvorlig arbejdsulykke på havnen i Hirtshals.

Det oplyser Nordjyllands Politi til BT.

»12.39 sker der en arbejdsulykke på havnen i Hirtshals. Det er et betondæk, der falder ned og rammer nogle arbejdere. Der er seks tilskadekomne. Alle er ved bevidsthed og umiddelbart uden for livsfare,« oplyser vicepolitiinspektør Henrik Skals.

De seks tilskadekomne er ansat i virksomheden Kaas Byggeindustri.  Firmaets direktør Heine Gjerløv, fortæller, at de tilskadekomne alle er erfarne håndværkere med mange års erfaring. De var i gang med at opføre en lakseterminal  - en fiskefabrik - på adressen Sinddalvej 7, da betondækket faldt ned.

»Der er tale om en konstruktionsfejl. Noget der skulle holde, som ikke kunne holde alligevel. Jeg har været i branchen i 25 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, så det er vildt,« siger Heine Gjerløv.

Arbejdstilsynet er tilkaldt, og redningspersonale arbejder på stedet. BTs fotograf på stedet fortæller, at der foruden politi, brandvæsen og en redningshelikopter var syv ambulancer til stede. De kørte derfra med høj fart og udrykning.

»De seks personer, der tidligere i dag kom til skade ved en alvorlig arbejdsulykke i Hirtshals, er nu under behandling. To alvorligt tilskadekomne er bragt til Aalborg Universitetshospital, mens fire personer med mindre alvorlige skader er kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Ingen tilskadekomne er i livsfare, og ingen personer savnes,« skriver politiet i en pressemeddelelse.

De pårørende er ved at blive underrettet.

 

Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere