Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik gevinst, da det torsdag rykkede ud og ransagede flere af Bandidos-rockernes tilholdssteder i og omkring Næstved.

Seks Bandidos-rockere blev anholdt, efter politiet fandt penge, narkotika og tyvekoster.

- Det er lykkedes os at anholde de her personer, så det har været succes, siger politikommissær Bent Ludvigsen til dr.dk.

Han vil dog ikke oplyse, hvad der præcist er fundet, udover at der skulle være tale om nogle få gram narkotika.

Fire af rockerne er på fri fod igen, mens et ledende medlem af Bandidos og en person med tilknytning til banden bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag.

BNB