Bagmandspolitiet har onsdag anholdt seks personer i en sag om svindel for 220 millioner kroner. Det oplyser anklagemyndigheden.

Den påståede kriminalitet skal være sket ved, at der er udfærdiget fiktive fakturaer til flere end 600 selskaber.

På den måde blev der snydt skat og moms, ligesom der skete hvidvask, mener myndighederne.

I alt 22 adresser i tre forskellige politikredse på Sjælland er blevet ransaget. Såvel virksomheder som private adresser er blevet besøgt.

To af de anholdte vil torsdag blive stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling, fremgår det af en pressemeddelelse. Grundlovsforhørene finder sted i Københavns Byret.

Skattestyrelsen og flere politikredse har deltaget i undersøgelsen af netværket, som vicepolitiinspektør Christian Jakobsen betegner som særdeles professionelt og velorganiseret.

»Det er vores opfattelse, at personerne i netværket har forsøgt at udvide og øge svindlen, indtil de blev stoppet i dag,« siger han.

Bagmandspolitiet har også samarbejdet med Nordsjællands Politi og med specialgruppen Særlig Efterforskning Øst, SEØ, som arbejder på at opklare organiseret kriminalitet.

Også en afdeling i Skattestyrelsen har deltaget, og underdirektør Katrine Krone siger i pressemeddelelsen, at man har haft et tæt samarbejde med politi og anklagemyndighed. Skattestyrelsen har givet skattefaglig bistand, hedder det.

I forvejen har SEØ samarbejdet med Bagmandspolitiet om en anden sag, som kaldes "Operation Greed", og som også drejer sig om hvidvask og om svindel med skat og moms.

I den sag er 17 mænd og tre selskaber tiltalt. Anklagen handler om hvidvask af 530 millioner kroner og om unddragelse af 297 millioner i skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag.

I "Operation Greed" indgår cirka 5000 påstået falske fakturaer.

/ritzau/