Seks år for livsfarlige knivstik på banegården i Aarhus
På perron tre blev 24-årig stukket i halsen. Han var i livsfare, men overlevede efter en operation.
På perron tre blev 24-årig stukket i halsen. Han var i livsfare, men overlevede efter en operation.
Tumult mellem to mænd på Aarhus Hovedbanegård 29. maj sidste år endte med livsfarlige knivstik.
I den efterfølgende straffesag er den ene onsdag blevet idømt fængsel i seks år af et nævningeting i Retten i Aarhus.
Retten har afvist mandens påstand om, at der var tale om nødværge, da han stak den anden mand i halsen.
Derfor er han fundet skyldig i at have forsøgt at dræbe den anden, oplyser retten på sin hjemmeside.
Overfaldet skete på perron tre cirka klokken 16.40.
En 42-årig mand stod og ventede på et tog, da han blev antastet af en yngre mand på 24 år. Hurtigt udviklede det sig i en farlig retning.
Den yngre blev stukket to gange i halsen og mistede en stor mængde blod. Han overlevede kun på grund af en operation, har retsmedicinere vurderet.
Under sagen rejste anklageren krav om en straf på fængsel i syv år, mens forsvareren mente, at tre til tre et halvt år ville være passende.
Retten er landet på seks år. Det er den straf, som normalt fastsættes i sager om forsøg på manddrab.
Den dømte, Mikkel Christiansen, har anket til Vestre Landsret. Kravet er frifindelse eller en formildelse af straffen.
/ritzau/