Som optakt til landets største julefrokostaften har ukendte gerningsmænd valgt at røve en guldsmedebutik på Nørrebro i København.

Politiets vagtchef Carsten Reenberg på Københavns Politigård kalder det 'et røverilignende forhold', og har sendt mange biler til området, hvor politiet har spærret en del af Nørrebrogade af ved Stefansgade, hvor butikken ligger.

»Der er blevet smadret ruder med økser, og der er nogen, som er løbet med nogle smykker. Der er tale om et røverilignende forhold, men vi ved ikke så meget endnu, og er i fuld gang med at danne os et overblik på stedet«, siger vagtchef Carsten Reenberg til BT.

Hvordan kan I være sikre på, at der blev brugt økser?

»Der sad en økse i vinduet, da vi kom derud,« siger vagtchefen.

BT følger historien.