Indsatte i det åbne fængsel Søbysøgaard har fri adgang til hash, og kan helt åbenlyst ryge - og bage - den ulovlige tobak. Det viser en video, der i mandags blev livestreamet fra fængslet via Youtube.

Videoen er optaget med en bærbar computer i fængslets køkken. Den viser indsatte, der bager, hører musik, ryger joints og har en fest, mens de giver fuckfingre til kameraet.

Den 30 minutter lange video begynder uskyldigt med, at videoens ophavsmand er i færd med at bage en kage. Den straffede mand river appelsinskal, sigter mel og rører dej i en stil, der ville gøre Mette Blomsterberg stolt.

Tre minutter inde i videoen siger kagebageren til kameraet, at kagen bliver bagt 'med ganja og det hele', hvilket tyder på, at der er tale om en hashkage.

Senere i videoen kommer en af hans medindsatte hen til ham og tænder en joint, som der efterfølgende bliver pulset flittigt på, mens de indsatte hører hip-hop og Shu-bi-duas klassiker 'We wanna be free" fra 1982.

Videoen er optaget af fri hash-forkæmperen, khodr 'cutter' Mehri. Han afsoner en dom på seks måneders fængsel for besiddelse af 180,33 gram skunk og 42,56 gram hash med henblik på videresalg. 'Cutter' har tidligere medvirket i reality-programmet Big Brother og tiltrak opmærksomhed for nogle år siden, da han åbnede en hash-café i København.

BT arbejder på at få en kommentar fra Statsfængslet på Søbysøgård.