Der er sket et færdselsuheld på Amager.

En person er blevet kørt til tjek på hospitalet.

Det fortæller vagtchefen hos Københavns Politi til B.T.

Uheldet skete mellem to biler, da et husspektakel fik fjernet fokus fra vejen, oplyser vagtchefen.

Den forreste bil satte farten ned, da føreren fik øje på en mand og en kvinde, der stod og slog ud efter hinanden ved et busstoppested.

Den bagvedkørende bil opfangede ikke, at bilen foran satte farten ned, og så kørte den op i bagenden på bilen.

Politiet havde spærret Tårnbyvej af mellem Irlandsvej og Amager Landevej, men vagtchefen fortæller, at trafikken nu er åbnet op igen.

Selv om den ene part skulle til tjek på hospitalet, så kunne begge parter selv gå ud af deres biler. Vagtchefen opfordrer til, at man altid holder øjnene på vejen.

Anmeldelsen kom ind klokken 15.31 tirsdag.