Mindst to gerningsmænd har torsdag eftermiddag begået røveri i stormagasinet Illum i København.

En video af forbrydelsen viser med al tydelighed to maskerede personer iført handsker tage værdifulde varer fra to montre i indkøbscentret, der ligger helt centralt i hovedstaden.

Af videooptagelserne ses gerningsmændenes fremgangsmåde. Mens den ene med en økse slår glasset i to montre itu, tager den anden de kostbare genstande og kommer dem i en taske.

Af et skilt over montrerne fremgår det, at det er Rolex-ure, der har været røvernes bytte.

En af gerningsmændene trykkede ifølge tiltalen på aftrækkeren på sin pistol, mens han pegede på en ansat i Illum. Heldigvis blev der dog ikke affyret noget skud.
En af gerningsmændene trykkede ifølge tiltalen på aftrækkeren på sin pistol, mens han pegede på en ansat i Illum. Heldigvis blev der dog ikke affyret noget skud.
Vis mere

Et øjenvidne til episoden besluttede sig for at filme hændelsen. Han fortæller, at han befandt sig i Illum med to andre, da røveriet gik i gang.

»Jeg gik og så på nogle pæne ure, da jeg fornemmer, at der er en dame, der løber. Jeg ser så op og opdager den her mand med en pistol. 'Get the fuck out of here,' siger han,« fortæller øjenvidnet.

I stedet for at søge væk valgte øjenvidnet at filme forbrydelsen.

»Lige i starten tænkte jeg bare, at jeg ville filme det, fordi det var en fed 'story' (at kunne dele på sociale medier, red.). Men jeg tænker så også, at det er bevismateriale,« siger øjenvidnet, som B.T. kender identiteten på.

Øjenvidnet fortæller, at han oplevede hændelsen som 'noget surrealistisk'.

»Jeg så pistolen og tænkte, den var falsk. Men så ser jeg øksen og indser alvoren i det.«

Videoen er delt med politiet, fortæller vidnet, der også har afgivet forklaring.

Anmeldelsen om, at der var set en mand med et skydevåben i Illum, kom klokken 16.46. En person er anholdt, men politiet leder stadig efter flere mistænkte.