En ganske normal dag på arbejde kan byde på nogle tilspidsede sitautioner, når man kører lastbil.

Det kan Mike Aalstrup i den grad skrive under på.

Fredag formiddag klokken lidt i 10 blæste en bilist forbi ham, da de var på vej ind i tunnellen ved Taarnby.

»Jeg fik kraftedeme et chok! Jeg så ham jo først, da han overhalede,« siger lastbilchaufføren, der vurderer, at bilisten i hvert fald må have kørt mellem 140 og 160 kilometer i timen, hvor man må køre 110.

Optrinnet er filmet ved hjælp af et såkaldt 'dashcam', der filmer under hele kørslen. På den måde kan man, hvis man er involveret i et uheld, bruge videoen i en eventuel forsikringssag.

Og det er jo, som videoen også viser, ikke uden grund, at Mike Aalstrup har installeret kamera både i sin lastbil og i sit private køretøj.

»Jeg ser rimelig tit sådan en kørsel. Cirka en gang om dagen kommer der en tosse blæsende – nogle gange forbi i nødsporet, hvis den anden bane er blokeret,« siger han.

De, der har set videoen, er overbeviste om, at fartdjævelen må have fået et klip i kørekortet eller måske endda fået beslaglagt bilen.

Det er dog ikke til at sige, om bilisten rent faktisk kører 100 procent mere end det tilladte, hvilket er en af definitionerne på vanvidsbilisme.

Mange bilister kan nok nikke genkendende til Mike Aalstrups tanker i situationen.

»Jeg nåede lige at tænke: 'Politiet skulle have været der'. Men så kom de lige bagefter.«

»Det er fedt, at man bliver stillet til ansvar for sine handlinger. Så kan det være, at han lærer at køre ordentligt efterfølgende,« siger han.

Mike Aalstrups dashcam har tidligere vist sig så vigtigt, at det blev en del af en retssag. Her var han blevet overhalet indenom, og bilen var umiddelbart efter forulykket.

Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitets Nationale Færdselscenter, mener, at den nye lovgivning om vanvidsbilisme giver rigtig god mening.

»Vi kan i hvert fald se, at der ikke er gengangere blandt de sigtede endnu.«

»Det ser vi jo desværre, når det drejer sig om for eksempel spirituskørsel og især, når det handler om fartovertrædelse,« siger han til B.T. og forklarer den store forskel fra bøder og blødere sanktioner:

»Når man fået taget sin bil, er det jo enormt svært at køre for stærkt. Og det er de færreste, der låner deres køretøj ud til en person, der netop er blevet dømt for vanvidsbilisme.«

B.T. har kontaktet Københavns Politi, som ikke er vendt tilbage inden publicering.

Hvis man får konfiskeret sin bil, vil den blive solgt på politiauktion.

Det er dog ikke sket endnu, da der ikke er faldet endelig dom i en sådan sag.