De talrige overvågningskameraer i Holbæk Cykelcenter har ikke vist andet end bælgmørke og total stilhed hele natten til mandag, men klokken halv fire ændrer det sig pludselig dramatisk.
En stjålet varevogn hamrer ind i butikkens facade. Glas og metal flyver ud til alle sider, som om en bombe eksploderer. Ikke bare en gang. Hele to gange. Igen brager den stjålne varebil ind i forretningen og smadrer ikke bare facaden, men varer til tusindvis af kroner.
Så vælter det ind med tyveknægte. 1-2-3-4, lige efter hinanden. Hurtigt ind - og lige så hurtigt ud. Med cykler til op mod 100.000 kroner for hver cykel over skulderen. På cirka to et halvt minut snupper de cykler til cirka en million kroner. Og så er de væk.
Se tyveknægtene rasere butikken i videoen oven over denne artikel
Tyve minutter efter, tyvene er stukket af, ankommer Claus Madsen, som ejer butikken sammen med sin bror, til gerningsstedet og ser sin smadrede forretning. Selv om billederne er grynede, ser han tydeligt slukøret ud. Det er ikke hans eneste følelse, fortæller han.
»Jeg er skidesur. Simpelthen,« siger han og fortsætter:
»Det er tredje gang, at jeg oplever det her. Det bliver desværre ikke nemmere at håndtere,« siger han tydeligt berørt.
Siden B.T. lavede optagelser til ovenstående indslag er Holbæk Cykelcenter blevet ramt endnu en gang af et rambuktyveri. Denne gang løb tyvene - der sandsynligvis er de samme som tidligere på ugen - med cykler til i alt halvanden million kroner.
Nu er der altså tale om et tab på 2,5 mio. kroner i alt for Holbæk Cykelcenter.
Burde Claus Madsen have sikret sin butik bedre? Det har han skam gjort. Men tyvene var et nummer for smarte.
Efter de første to rambuktyverier, som fandt sted for år tilbage, har butikken nemlig efter aftale med forsikringsselskabet opstillet store, tonstunge kampesten ude foran forretningen.
Men for mere end 30 dage siden - den periode, hvor forretningen gemmer sine overvågningsbilleder - er en af stenene blevet flyttet. Ikke meget, så ejerne lagde mærke til det. Men nok til at en varevogn kunne bakke ind i butikkens facade.
Det er en gåde, hvordan den tonstunge sten er blevet rykket de tyve centimeter, som der er tale om. Måske med en gaffeltruck midt om natten, hvor der er øde omkring forretningen.
Ved rambuktyveriet natten til torsdag fjernede tyvene simpelthen en sten på stedet og bragede gennem selve væggen et andet sted i forretningen
»Der er simpelthen plukket fra toppen. De vidste lige, hvad de skulle tage,« forklarer Claus Madsen med henvisning til de stjålne cykler, hvor mange af dem koster over 100.000 kroner stykket.
Det er således nogle af de dyreste cykler, som man overhovedet kan støve op af jorden. Og ikke nogen, som Claus Madsen kan få på lager igen.
»Det er cykler, som folk har bestilt, og hvor man har kontakt med kunden i flere måneder op til. Jeg kan ikke få dem igen. Så det er rigtigt ærgerligt,« siger han.
Claus Madsen er ikke den eneste, som har været offer for rambuktyverier i Danmark. Kun 20 minutters kørsel derfra møder vi Dorthe Frederiksen.
Hun arbejder i Outdoorcenteret i Asnæs. I dag er det en butik, der primært satser på fiskegrej og tøj til jagt og fiskeri. Men tidligere solgte butikken også jagtvåben. Det er droppet nu efter to rambuktyverier inden for et par måneder for godt tre år siden.
»Det var modbydeligt at komme ind til. Man bliver så vred,« siger Dorthe Frederiksen, der står i Outdoorcenteret.
»Alle fiskestængerne lå overalt, som var det et mikadospil. De var braget gennem vinduet,« siger hun.
Tyvene var gået efter lyddæmpere til jagtvåben. Nu har Dorthe opgivet at have den slags overhovedet. Simpelthen af frygt for mere kriminalitet.
»Jeg føler virkelig med de to ejere i Holbæk Cykelcenter. Det gør jeg. Det er så hårdt, og man bliver så ked af det,« siger hun.
Gerningsmændene, der angreb hendes forretning, blev aldrig fundet.
I Holbæk Cykelcenter er der nu vagt på døgnet rundt i og omkring forretningen efter hele to rambuktyverier på under en uge.
Politiet anbefaler alle, der får et usædvanligt godt tilbud på dyrt cykelgrej, at man tænker sig godt om og kontakter politiet på 114 i stedet for at købe udstyret.
Politiet efterlyser en hvid varevogn af typen Fiat Ducato. Den har registreringsnummer BT63212, og på siden står der 'By Westerberg'. Bilen er stjålet og anvendt ved begge tyverier.
Har man nogle oplysninger i sagen, så ring til politiet på 114.