De ligner almindelige mennesker. En håndværker, et blomsterbud, en vildfaren turist eller en venlig sjæl på gaden. Men bag det pæne ydre gemmer sig en tyveknægt, der vil tømme dine lommer, dit hjem og din konto.

En bølge af snedige tricktyverier skyller ind over landet.

Alene på et år er antallet af tricktyverier steget med 150 procent. I første halvår af 2013 registrerede Rigspolitiet 504 tricktyverier på gaden og i boliger. I første halvår af 2014 er antallet steget til 1.264.

Tyvene går målrettet efter ældre borgere, og deres metoder bliver mere og mere opfindsomme. Det kan en 90-årig kvinde fra Glostrup skrive under på. Tirsdag klokken 18:29 skaffede en ukendt gerningsmand sig adgang til hendes lejlighed under påskud af, at han var VVS-mand og skulle ordne noget på badeværelset. Manden havde en værktøjskasse med og talte dansk med østeuropæisk accent. Han bad kvinden sætte sig på toilettet, mens han reparerede rørene. Bagefter fik han hende med ud i køkkenet, hvor han skruede på rørene, så vandet begyndte at løbe. Senere viste det sig, at der var stjålet penge fra en reol i stuen.

Som i mange andre sager beskrives den falske håndværker som en mand med østeuropæisk udseende. Politiet vurderer, at mange af tyvene kommer fra østeuopæiske lande som Polen og Rumænien.

De tricktyve, der opererer på gaden, taler som regel et gebrokkent engelsk, mens dem, der opererer i folks hjem, som regel kan tale dansk på et vist niveau.

De udgiver sig for at være hjemmehjælpere, blomsterbude eller sågar politibetjente. På den måde skaffer de sig adgang til offerets lejlighed.

- Det værste ved de her tyverier er, at de udnytter folks lyst og ønske om at hjælpe andre, siger Søren Rye, der er vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi.

På baggrund af tidligere sager har BT her samlet en oversigt over de mest almindelige metoder, som tricktyvene benytter til at narre deres ofre.

Dæk-tricket

Nordsjællands politi arbejder med tre sager, hvor tyve har lænset deres ofre for mellem 11.300 og 30.000 kroner. I alle tre sager har de formodede gerningsmænd hjulpet ofrene med at skifte et punkteret dæk.

Her agerer BTs journalist tricktyv.
Her agerer BTs journalist tricktyv. Foto: Erik Refner
Vis mere

Blomster-tricket

Tyven udgiver sig for at være et bud, der kommer med blomster. Nogle gange siger de, at blomsterne er til offeret. Andre gange siger de, at dem, der skulle have blomsterne, ikke var hjemme, og spørger, om man kan tage imod dem.

Her agerer BTs journalist tricktyv.
Her agerer BTs journalist tricktyv. Foto: Erik Refner
Vis mere

Håndværker-tricket

Tyven udgiver sig for at være håndværker og fortæller, at der har været vandskade hos overboen, og at man nu skal tjekke, om der er løbet vand ned i offerets lejlighed. Det kan også være, at tyven påstår at skulle tjekke en radiator eller en stikkontakt. For nylig lykkedes det en tyv forklædt som håndværker at snyde sig adgang til BTs afslåste cykelkælder, hvor han i ro og mag stjal en dyr mountainbike.

Her agerer BTs journalist tricktyv.
Her agerer BTs journalist tricktyv. Foto: Erik Refner
Vis mere

Hjemmehjælper-tricket

Tricktyven udgiver sig i dørtelefonen for at være hjemmehjælper. De kan f.eks. finde på at sige, at de skal op for at tale om offerets medicin. Som regel følger der en anden person med ind i opgangen, og mens offeret taler med den falske hjemmehjælper, går den anden på rov.

Gravid-kvinde-tricket

Tricktyven hævder at være en gravid kvinde og beder om at få et glas vand. Men det er bare en løgn og et påskud for at få adgang til lejligheden.

Børne-tricket

Nordsjællands Politi har haft en sag, hvor to børn på 12 og 14 år ringede på og bad om at låne toilettet. I virkeligheden viste de sig at være spejdere for tyveknægte, der ville vide, om der var noget i hjemmet, der var værd at stjæle.

Dankort-tricket

Tyveknægten stiller sig bag en person i supermarkedet og kigger med, når vedkommende indtaster sin kode. Herefter følger de efter offeret og afleder vedkommendes opmærksomhed - for eksempel ved at spørge om vej - for derefter at stjæle dankortet og lænse kontoen.

Seddel-tricket

Tyven lægger en seddel på jorden og siger ’hov, du har tabt noget’. Når offeret bukker sig, stjæler tyven fra lommer og taske.

Kort-tricket

Tricktyven kommer hen med et kort og spørger om vej. Imens offeret er travlt optaget af at give instrukser, napper tyven iPhone, pung, håndtaske og hvad der ellers ligger fremme.

Politi-tricket

Tricktyve udgav sig i sommeren 2014 for at være politibetjente. Med falske politiskilte, som egentlig bare var et tomt læderitui, bildte de særligt kinesiske, indiske og japanske turister ind, at de var fra ‘Beskyttelse af turisme’. De bad dem fremvise pas og penge, hvorefter de stjal eller forsøgte at stjæle pengene.

Portør-tricket

En tricktyv i Nordjylland klædte sig i juni 2014 ud som portør og fik på den måde fri adgang til et medicinrum på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Her stjal han stofferne morfin, stesolid, oxynorm og risolid.

Sådan undgår du tyvenes trick

- Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere, sygeplejersker, familie og andre. Bed dem om at overholde aftalerne.

- Sørg for kun at åbne døren for folk, du kender i forvejen. Spørg efter legitimation, hvis det er en person, du ikke kender.

- Undgå at have for mange kontanter eller andre værdier i dit hjem.

- Lad være med at skilte med, at du bor alene. Forbogstav og efternavn på dørskiltet er nok.

- Vær opmærksom på fremmede i kvarteret og tal med din nabo, andre beboere i opgangen eller ejendomsinspektøren.

- Betal dine regninger via betalingsservice eller netbank.

- Få en sikkerhendskæde eller bøjle af god kvalitet og en dørspion på din hoveddør.

- Bed en låsesmed se på din dørlås. Måske har du brug for en ny eller en ekstra.

- Lås døre og vinduer, hver gang du forlader dit hjem.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd