Københavns Politi etablerer nu en stor visitationszone, der omfatter store dele af hovedstaden.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Visitationszonen dækker både indre og ydre Nørrebro og Nordvestkvarteret, og strækker sig helt fra Søerne til Tingbjerg og Husum, oplyser politiet. Zonen vil være gældende fra fredag 22. maj klokken 15 og fem dage frem til onsdag 27. maj klokken 12.

Politiet har besluttet at etablere visitationszonen efter et knivdrab på Guldbergsgade på Nørrebro tirsdag aften, hvor en 19-årig mand mistede livet. En visitationszone betyder, at politiet kropsvisitere folk eller undersøge deres tøj, tasker, køretøjer og lignende uden en konkret mistanke.

Visitationszonen dækker både indre og ydre Nørrebro og Nordvestkvarteret, og strækker sig helt fra Søerne til Tingbjerg og Husum. Klik på 'Se stort billede' for at se kortet i en STOR version-
Visitationszonen dækker både indre og ydre Nørrebro og Nordvestkvarteret, og strækker sig helt fra Søerne til Tingbjerg og Husum. Klik på 'Se stort billede' for at se kortet i en STOR version- Foto: Københavns Politi
Vis mere

Ifølge politiet har drabet »ført til en latent risiko for en voldelig konflikt mellem to grupperinger af kriminelle«, som har til hensigt at anvende »stik-, slag- og skydevåben«.

»Visitationszonen er et kriminalpræventivt tiltag, som vi håber, vil få de unge til at lade være med at bære våben,« siger ledende politiinspektør ved Københavns Politi Jørgen Skov i en pressemeddelelse.

Han understreger, at straffen for eksempelvis at bære et skarpladt skydevåben er »ganske hård«, så derfor skal zonen sende et vigtigt signal til de unge.

»Vi håber, at udsigten til at skulle tilbringe ganske lang tid i fængsel vil få dem til at tænke sig om en ekstra gang. Det er vores vurdering, at vi ved tidligere tilfælde af lignende situationer har indført visitationszoner, har opnået en god effekt derved,« siger Jørgen Skov.

Onsdag - dagen efter knivdrabet - stødte to betjente sammen med en gruppe på 25-30 unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk omkring Dortheavej i Nordvestkvarteret og måtte affyre et varselsskud. Senere samme dag var der et skudopgør mellem to grupperinger ved Bispebjerg Station.

Politiet er af den opfattelse, at ugens hændelser forøger risikoen for voldelige konfrontationer, hvor der anvendes våben, »og som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd«.