Champagne. Smil på læben. Penge på lommen.

Fra første række på tribunen spejder Britta Nielsen og hendes datter Samina Hayat efter et føl, de kan kaste deres kærlighed - og penge - på.

Foran dem løber springføllet Minnie The Moocher forbi tribunen, og da Samina Hayat ser føllet, tænker hun, at det er et utroligt smukt føl. Hendes mor sørger for at gennemføre købet. Pris: 175.000 kroner.

»Jeg mener, at det for det år var det dyreste springhesteføl, som blev solgt på den auktion,« siger Samina Hayat i et interview med Kanal 5. Her forklarer hun, at de købte hesten for forsikringspenge, efter at en anden hest var blevet skadet.

I forgrunden ses springføllet Minnie The Moocher. I baggrunden sidder Britta Nielsen og Samina Hayat, som køber føllet for 175.000 kr. i 2007. Foto: Wiegaarden Vis mere

Episoden fra hesteauktionen er foreviget i flere billeder. Købet af Minnie The Moocher i 2007 markerer samtidig begyndelsen på mor og datters store og omkostningstunge engagement i springridning.

Og Britta Nielsen manglede tilsyneladende ikke penge til at finansiere datterens rejse til at blive springrytter på topniveau.

Moren er i dag sigtet for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner, mens datteren er sigtet for at have nydt godt af de stjålne penge.

Britta Nielsen og datter Samina Hayat til hesteauktion på hestesportscentret Vilhelmsborg i 2007. Foto: Wiegaarden Vis mere

Sammen tager de til stævner på topplan, og med tiden stiger forbruget til opstaldning og transport af heste til stævnerne.

»Det bliver til torsdag, fredag, lørdag, søndag. Hvor man kører ud og overnatter til ridestævner,« forklarer 31-årige Samina Hayat til tv-stationen.

Som B.T. har beskrevet, blev der oprettet firmaer i Samina Hayats navn relateret til hestesport i både Tyskland og Holland.

Samina Hayat står onsdag aften frem på Kanal 5 og fortæller sin version af historien. Her ses hun i 2011 til World Cup i spring i Leipzig på hesten Mad Max. Vis mere

I dag erkender Samina Hayat, at hun har modtaget millioner af Britta Nielsen til at starte virksomhederne. Penge, som bl.a. er brugt til køb og salg af op mod 60 konkurrenceheste.

Selv om Samina Hayat er direktør i firmaerne, aner hun ikke, om pengene er spildt, eller om staten kan få en del af de - ifølge mistanken - stjålne penge tilbage.

Det var mor, der stod for regnskaberne sammen med bogholderen, forklarer Samina Hayat.

Dyr hobby

Det er specielt mellem 2009 og 2012, at datteren deltager i de internationale stævner. I samme periode malker Britta Nielsen ifølge Socialministeriet statskassen for tocifrede millionbeløb om året. Fra 2009 til 2012 løber beløbet op på i alt 48,9 millioner kroner.

Samina Hayats karriere som springrytter har været på et niveau, der med al sandsynlighed har været svimlende dyrt.

»Det er på et niveau, hvor der typisk ikke er sponsorer, og hvor den enkelte selv skal finansiere indkøb af heste, opstaldning, fodring, træning og rejserne. Det er ikke noget, almindelige lønmodtagere har råd til,« har Britt Carlsen fra magasinet Ridehesten forklaret om Hayats karriere.

Hayat har været til en lang række såkaldte CSI-stævner, og i 2011 vandt hun en klasse ved et internationalt stævne i Tyskland.

I samme tyske by, hvor Samina Hayats firma har adresse, ligger den kendte tyske hestefamilie Schockemöhles stutteri, og her betalte Britta Nielsen store summer, for at Samina Hayat kunne træne.

Alligevel nægter Samina Hayat sig skyldig i hæleri ligesom sin søster, Jamilla Hayat, og sin bror, Jimmy Hayat.

»Vi gik meget op i vores træning, vores heste og vores stævner. Alt det andet med det finansielle og økonomiske, det snakkede forældrene med kontoret om,« siger Samina Hayat til tv-stationen om sit ophold.

Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen Vis mere