Den brutale slagtning af ponyen Tarzan på stranden i Tisvildeleje har oprørt danskerne. Nu viser de første billeder fra lørdag aften en helt fredelig optakt, der står i skærende kontrast til det blodbad, der kort efter foregik på stranden.

På billederne, som bt.dk er kommet i besiddelse af, kan man se to unge fyre, der lørdag aften kommer cyklende stille og roligt ned ad den asfalterede gade i nordsjællandske Tisvildeleje. I et reb trækker de en lille pony, og optoget vækker, ifølge vidner, en del opmærksomhed.

- Jeg tænkte ‘ej, hvor hyggeligt, nu er man på landet’. De kom gående med en sød, lille shetlandspony, helt brun med lys manke. Det var virkelig landlig hygge, fortæller Line til bt.dk.



Hun og kæresten var lørdag taget op til Nordsjælland for at fejre deres årsdag med en romantisk aften på Tisvildeleje Cafeens terrasse på Hovedgaden. Parret sad udenfor og hørte jazz og delte en flaske vin, da det aparte pony-optog kom gående på vej ned mod Tisvildeleje strand ved 21-21.30-tiden.

- De to drenge stoppede op, fordi ponyen stoppede. Men så fik de den til sidst til at gå igen. Det lignede, at den kendte ejeren og virkede tryg ved situationen. Jeg har selv redet i mange år, så jeg tænkte, at ponyen skulle sættes på sommerfold, siger Line.

Derfor valgte hun at forevige dét, hun troede var ren landidyl, på sit mobilkamera - uvidende om, hvilke rædsler Tarzan få øjeblikke efter gennemlevede, da den lille pony blev maltrakteret, fik hovedet skåret af og indvoldene flået ud.

Til Skt. Hans-bøffer

Den 24-årige søn Carl Plum, der kom cyklende på gaden med den treårige shetlandspony, havde nemlig sin helt egen plan med Tarzan. Den skulle nemlig laves til Skt. Hans-bøffer.

Det har Camilla Plums søn selv forklaret i et åbent brev til sin mor, hvor han fortæller, at han slagtede hesten lørdag på stranden, fordi han ville bruge hestekødet til en Skt. Hans-middag dagen efter.

Blodbadet blev dog afbrudt og middagsbøfferne forpurret, da en 12-årig pige og hendes far opdagede drengene på stranden midt i deres vanvittige foretagende. Nu er Camilla Plums 24-årige søn Carl Plum sammen med to 21-årige, sigtet i sagen.

Dybt tragisk


Da Line og kæresten dagen efter deres romantiske aften kunne læse om en halshugget pony på Tisvilde strand, fik de et kæmpe chok.

- Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt, da jeg fandt ud af, at det var den pony, vi lige havde set. Hvis vi bare havde vidst det, havde vi selvfølgelig reageret. Men vi anede jo ikke, at det endte så dybt tragisk og forfærdeligt. Det er enormt ubehageligt, at man har set noget, der er endt så forkert, siger Line, som skyndte sig at kontakte politiet, der i øvrigt aldrig vendte tilbage.

- Man bliver så frustreret bagefter. Hvis man bare kunne have gjort noget, så den ikke døde på så tragisk en måde, siger hun.

Nordsjællands Politi venter lige nu på en dyrlægeerklæring, der skal fastslå, hvordan hesten blev dræbt. Først derefter vil der blive udformet et anklageskrift i sagen.