Den schweiziske efterretningstjeneste har netop oplyst, at de endelig vil give adgang til den berygtede nazistiske læge og krigsforbryder Josef Mengeles dokumenter. 

Dokumenter som historikere adskillige gange har anmodet om at få adgang til, men indtil nu har de schweiziske myndigheder afvist. 

Det skriver BBC. 

Josef Mengele var under Anden Verdenskrig læge og blev sendt til koncentrationslejren Auschwitz i Polen, hvor han udvalgte dem, der skulle sendes i gaskamre. Det formodes, at 1,1 million mennesker døde i koncentrationslejren. 

Han er også kendt som 'Dødens engel', fordi han under sin tid i koncentrationslejren udvalgte fanger særligt børn og tvillinger til sadistiske, medicinske eksperimenter, inden han sendte dem i døden. 

Efter krigen ændrede Mengele ligesom mange af de andre højtstående nazister hurtigt både sin uniform og navn. Ved hjælp af sin falske identitet fik han udstedt rejsedokumenter og flygtede til Sydamerika. 

Josef Mengele gik også under navnet 'Dødens engel'.
Josef Mengele gik også under navnet 'Dødens engel'. Foto: Gyula Czimbal/EPA-Mti/Ritzau Scanpix

Der har dog været spekulationer og rygter om, hvorvidt Mengele i løbet af årene befandt sig i Schweiz, selvom der var en international arrestordre på ham, som blev udstedt i 1959. 

Den schweiziske historiker Regula Bochsler har spekuleret over, om Mengele vendte tilbage til Schweiz igen. I 2019 ansøgte hun om at få adgang til dokumenterne, men blev afvist. 

Filer og dokumenter blev forseglet indtil 2071 af hensyn til den nationale sikkerhed og af hensyn til de pårørende. 

Der er ikke fastlagt nogen dato for filernes offentliggørelse. 

Eva Mozes er tvilling og overlevede Mengeles medicinske eksperimenter i koncentrationslejren. 
Eva Mozes er tvilling og overlevede Mengeles medicinske eksperimenter i koncentrationslejren.  Foto: Janek Skarzynski/AFP/Ritzau Scanpix

Regula Bochsler er også bekymret for om filerne vil blive kraftigt redigeret eller censureret. 

»Jeg stoler slet ikke på myndighederne. Jeg er bange for, at det vil ligne Epstein-filerne. Hvorfor har disse Mengele-filer været lukket så længe?« siger hun til BBC. 

Josef Mengele blev aldrig arresteret og dømt for sine voldsomme forbrydelser. Han døde i Brasilien i 1979, hvor han blev begravet under et falsk navn. I 1985 gravede man hans lig op og dna-undersøgelser viste endeligt i 1992, at det var Josef Mengele.