Lyt til artiklen

Politiet i Nordjylland har mandag aften ledt med lys og lygte efter en 32-årig kvinde.

Kort før klokken 18.30 efterlyste Nordjyllands Politi kvinden, som ikke har noget sprog.

Kvinden var ved 16-tiden bortgået fra bostedet Delfinen ved Slettestrand i forbindelse med en gåtur, oplyste politiet på Twitter.

En større eftersøgning med helikopter, drone og hundepatrulje blev efterfølgende sat i værk.

Beboere i et nærliggende sommerhus- og beboelsesområde blev samtidig opfordret til at kigge efter kvinden på veje, grusveje og ude i haver, skure.

Politiet udsendte også et signalement af kvinden, der blev beskrevet som cirka 160 centimeter høj, kraftig af bygning og med lyst pagehår.

Hun var iført rød jakke og sorte bukser, og hun gik meget forsigtigt, lød det.

Godt en time efter politiet havde udsendt efterlysningen, lykkedes det politiets hundepatruljer at finde kvinden i et skovområde.

Hun var kold, men i live.

Kvinden blev efterfølgende tilset og kørt til tjek på sygehuset.

Bostedet er også underrettet.