Den mand, der tidligere mandag satte ild til sig selv hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration i København, er uden for livsfare.

Det oplyser Københavns Politi nu.

Han er »fortsat i behandling«, lyder det dog også.

»De pårørende er underrettet, og der er umiddelbart ingen tegn på, at der er sket en kriminel handling,« skriver Københavns Politi i en såkaldt update.

Tidligere mandag kom oplysningerne om den voldsomme hændelse.

Her fremgik det, at manden havde sat ild til sig selv ved styrelsen, der ligger i Valby.

Anmeldelsen kom kl. 10.12 fra andre tilstedeværende.

»Han har sat ild til sig selv derinde. Der er en hurtig medarbejder, der får ham slukket, men han har store smerter,« forklarede Dyre Sønnicksen, vagtchef hos Københavns Politi.

Der var »en del« andre personer til stede hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og dem er der siden blevet taget hånd om. 

De er blevet evakueret og vil også få krisehjælp, lyder det i seneste update fra Københavns Politi.

Ingen andre kom til skade.