Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en mand, som, de mener, kunne have sat ild til Børnehaven Kronens Mark i Thisted.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

En træhytte på Børnehaven Kronens Mark Østerbakken 95 i Thisted blev sat i brand søndag morgen kl. 7.

Politiet har set videoovervågningen igennem, og her har de set en mand gå rundt på børnehavens område med en lommelygte i tidsrummet kl. 4:00-6:00, skriver de.

Politiet har samtidig afhørt flere naboer, der fortæller, at de vågnede kl. 04:53 ved lyden af et højt brag. Politiet kan se, at der på det tidspunkt var et lysglimt fra børnehaven, og derfor mener de, at der er tale om en eksplosion.

Manden på videooptagelserne beskrives som:

  • almindelig af bygning
  • iført jakke med refleks ved albuerne
  • bukser med refleks på bagsiden af begge knæ
  • en hue
  • Manden halter/trækker muligvis på det ene ben.
  • Politiet har en formodning om, at manden er bosiddende i lokalområdet.

»Gennem et par timer før branden brød ud, går manden rundt med en lommelygte på børnehavens område. Det ser ud som om han leder efter noget – vi ved ikke hvad. Der er typisk ikke ret mange mennesker, der går sådan rundt midt søndag nat, og sammenholdt med de informationer, vi i øvrigt har i sagen, sætter vi hans adfærd i forbindelse med branden,« fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted i pressemeddelelsen.

Anden eksplosion

Det er anden gang, at børnehaven bliver udsat for en brandforsøg. 9. januar 2018 blev en mindre gasflaske bragt til eksplosion i samme træhytte.

Her så politiet også en mand luske rundt på overvågningsbillederne, og politiet formoder, det er den samme.