En dag i 2018 dumpede en mail angiveligt ind i Henrik Sass Larsens indbakke.
Mailen var ifølge eksministeren udstyret med et link, der førte videre til en app ved navn Wickr.
Da han downloadede appen og åbnede linket, blev han præsenteret for et mere end 50 år gammelt videoklip, der ifølge Henrik Sass Larsen viste et seksuelt overgreb mod ham selv, da han var tre år gammel i 1969.
Henrik Sass Larsen har ikke fremvist dokumentation for videoklippets eksistens, men oplyser, at klippet blev startskuddet til, at han i de efterfølgende år ifølge politiet downloadede over 6.000 billeder og godt 2.000 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.
Alt materialet har han efter eget udsagn hentet ned for at »finde de skyldige«.
Sådan lyder ekspolitikerens forklaring i B.T.-podcasten Q&CO, hvor du onsdag morgen kan lytte til de første to dele af et større interview, der forløber over fire afsnit.
Interviewet kommer efter, at Henrik Sass Larsen i marts blev tiltalt for at være i besiddelse af massive mængder overgrebsmateriale med børn og en børnedukke, der ifølge politiet var konstrueret til et seksuelt formål. Sagen skal for retten i august.
Henrik Sass Larsen kalder det i interviewet en »stor fejl«, at han ikke kontaktede politiet og bad dem om at efterforske den påståede overgrebsvideo, da han angiveligt modtog den via Wickr i 2018.
Han tilføjer, at han på daværende tidspunkt befandt sig i en personlig krise.
»Det var en dårlig idé. Det rigtige burde have været, at jeg havde søgt professionel hjælp for at få orden på mit liv...«
Og meldt det til politiet?, bliver han spurgt i interviewet.
»Sikkert også, ja,« siger Sass.
Henrik Sass Larsen forklarer mere detaljeret i interviewet, at han på sin folketingsmail i 2018 fik tilsendt linket til en video, hvor han efter eget udsagn på en grøn sofa bliver udsat for et seksuelt overgreb af en mand.
Tre år senere – i 2021 – skulle Henrik Sass Larsen igen have modtaget en video. Heller ikke denne video har B.T. set dokumentation for.
Denne gang modtog han angiveligt en video på Snapchat, hvor den 3-årige Henrik Sass Larsen stod ved siden af den samme grønne sofa, mens en lille pige blev udsat for et overgreb.
Normalt er det via både mail og Snapchat muligt at skrive til de personer, der har kontaktet dig.
Sass forklarer dog i interviewet, at han prøvede at skrive til afsenderne, men at det af ukendte årsager ikke var muligt.
B.T. har efter interviewet spurgt Henrik Sass Larsen, om han har skærmbilleder eller andet, der kan bevise, at han har modtaget videoerne, hvor han hævder at kunne kende sig selv.
Det oplyser eksministeren, at han ikke har.
Ifølge Henrik Sass Larsen kunne han på de to videoer, der var cirka 30 sekunder lange, se en kvinde og en mand.
Ingen af de to personers ansigter var dog synlige i videoerne, og det er dét, der ifølge Henrik Sass Larsen har sat ham på en mission.
»Jeg har ledt efter de her videoer, fordi jeg vil prøve at finde de to filmklip for at finde ud af, hvem er de voksne her? Og kan jeg finde det og få dem fjernet, hvis der er andre, som sidder og muntrer sig med dem. Det har været min intention,« siger han i interviewet.
På trods af kun at have set de to 30 sekunder lange videoer én gang, er Henrik Sass Larsen slet ikke i tvivl om, at det er ham, der er den lille dreng.
»Det er ret tydeligt. Jeg har set billeder af mig selv i den alder, så jeg er slet ikke i tvivl.«
Også hvis man kun har 30 sekunder?
»Ja, jeg er ikke i tvivl.«
Der er noget omkring kvaliteten af de her videoer. Du er tre år i 1969, og alligevel får du dem tilsendt i dag. Forklar lige...
»Det er jo optaget og overspillet.«
Er det sort hvid?
»Nej.«
I interviewet fortæller Henrik Sass Larsen, at han fra 2018 og flere år frem har downloadet overgrebsmateriale med børn fra ét til tre år.
Han påstår, at han ikke har set videoerne til ende, men kun 'undersøgt', om han selv var tilstede. Herefter har han efter eget udsagn slettet videoerne.
Men er der ikke et eller andet tidspunkt i løbet af de her år, du leder efter dig selv, hvor du tænker: 'Det duer ikke det her. Det er forkert. Det er kriminelt'?
»Jeg tænker ikke på, det er kriminelt, men jeg tænker hele tiden på, at det ikke duer. Der er mange gange, hvor jeg lægger det fra mig.«
Jeg skal lige forstå. Tænker du ikke på, det er kriminelt, når du sidder og kigger på nettet efter den her slags forfærdelige ting?
»Helt ærligt nej, jeg sidder jo ikke og nyder forestillingen. Jeg sidder som sådan og bladrer i det. Jeg ser ikke mig selv gøre noget kriminelt, jeg ser mig selv lede efter mig selv.«
Kan du med hånden på hjertet sige, at du aldrig har søgt efter overgrebsmateriale med børn, førend du får de her videoer?
»Ja, det er aldrig sket. Altså simpelthen aldrig nogensinde.«
I interviewet får Sass også følgende spørgsmål:
Mange vil tænke: Det, som Henrik Sass Larsen gør nu, hvor han bliver fanget med fingrene i kagedåsen og med masser af videoer og billeder, har karakter af alle søforklaringers moder. Hvad siger du til dem?
Til det svarer han:
»Jeg har jo skrevet en bog, og der har jeg lavet en samlet forklaring, og det er den samme forklaring, jeg har haft fra dag ét, hvor politiet bankede på døren. Det er det første, jeg siger til dem, og det har jeg sagt fra start til slut. Og så må folk selv bestemme, om de vil tro på mig eller ej - det håber jeg, de vil.«
B.T. har kontaktet Amazon, der i dag ejer Wickr-appen. Vi har spurgt, om det i 2018 var muligt at sende et link, der førte hen til en video i Wickr-appen. Amazon er endnu ikke vendt tilbage.
B.T. har ligeledes kontaktet Folketingets Oplysning og spurgt, om det teknisk er muligt at finde eller genskabe et tidligere folketingsmedlems mails tilbage fra 2018. Folketingets Oplysning er ikke vendt tilbage.
Lyt til de to første afsnit af interviewet med Henrik Sass Larsen i B.T.s podcast Q&CO i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: