Den ikoniske gademusikant Sanger Søren er afgået ved døden.

Det bekræfter værestedet Gang i Gaden, hvor den 53-årige mand jævnligt kom.

»Han var et fantastisk menneske, som spredte rigtig meget glæde omkring sig,« oplyser forstander hos Settlementet, Vibeke Vinther, der står for Gang i Gaden.

Sanger Søren har i årtier optrådt på særligt Strøget, hvor han blandt andet gav sin version af Shi-Bi-Duas 'Den Røde Tråd'. 

B.T. har også talt med en beboer, der ofte er gæst på værestedet Gang i Gaden. Han fortæller, at en gruppe gæster på Gang i Gaden torsdag blev oplyst om Sanger Sørens død.

Her skulle det have lydt, at den 53-årige mand var sovet ind i sin lejlighed.

Gademusikanten har altid – også efter egen vilje – været præsenteret som Sanger Søren, og det har ikke for B.T. været muligt at finde hans fulde navn.

I et opslag på Instagram sender flere kendisser en hilsen til den københavnske sanger.

Skuespiller Jesper Groth skriver 'Sov godt Søren,' mens den danske musiker Kesi har kommenteret med flere hjerter.