Ukendte gerningsmænd har klippet kabler over på de nye metrostationer på Cityringen.

De nye metrostationer på Cityringen i København blev i august udsat for hærværk.

Der er tale om fysiske skader på eksempelvis kabler og sikringer, ”som tilsyneladende var påført.”

Det oplyser Metroselskabet til TV 2 Lorry.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger er der tale om hærværk på samtlige nye metrostationer på Cityringen.

Kabler til styring af elevatorer og rulletrapper er blevet klippet over eller bøjet forsætligt af folk med adgang til byggepladserne.

Skaderne har krævet ekstra arbejde i form af udbedring og fornyede test af de berørte systemer, hvilket forsinkede det øvrige arbejde med færdiggørelse af Cityringen.

Forsinker ikke åbning

Der er dog ikke tale om, at den planlagte åbning af Cityringen 29. september udskydes.

- Afslutningen af et så stort projekt som Cityringen er altid en stor udfordring. Med konstateringen af skaderne fik vi en ekstra udfordring.

- Men det er jo netop det, vi er her for. Så med en ekstra indsats – også fra entreprenørerne – er det lykkedes at overvinde problemerne. Vi er nu tæt på at have indvundet den tabte tid og forventer, at vi kan åbne som planlagt den 29. september, siger direktør i Metroselskabet, Anne-Grethe Foss, i en pressemeddelelse.

Der er i tiden efter hærværket indsat vagter på metrostationerne, ligesom der også vil være ekstra mandskab på stationerne efter åbningen.

Metroselskabet har ifølge TV 2 Lorrys oplysninger politianmeldt hærværket til Københavns Politi.