Et sammenstød mellem fire biler skaber kø på Østjyske Motorvej i nordgående retning ved Hedensted.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til B.T.

Det lyder videre, at betjente kun lige er ankommet til stedet kort efter klokken 7 mandag morgen, men at der altså allerede er opstået kø på grund af omfanget.

Der er dog ingen personskade, lyder det fra politiet.

Sammenstødet mellem bilerne er sket mellem afkørslen til Hedensted og rasteplads Nørremark, ifølge Vejdirektoratet, der melder om kø på op til en halv time.

P4 Trafik skriver, at venstre spor er blokeret, og at der er flere biler i nødsporet på det pågældende stykke af E45 mellem Vejle og Horsens.

Også i Nordjylland er der problemer med flere biler, der er stødt sammen. Det har ligeledes resulteret i kødannelse.

Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter:

'Der er sket et uheld på E45 nordlig retning lige før rasteplads Himmerland Øst. Ingen personskade og seks biler i harmonikasammenstød,' lyder det.

Endelig er der også lignende problemer ved København.

Her er flere biler også involveret i en ulykke, ligeledes uden tilskadekomne. Det er sket på Amagermotorvejen mod Vejlands Alle.

'Bilerne er skubbet ind til siden og der ryddes op i øjeblikket. Et spor farbart, trafikken glider, men langsomt,' skriver Københavns Politi på Twitter.

Opdateres...