Man skulle tirsdag eftermiddag væbne sig med tålmodighed, hvis man kørte på E20 Vestmotorvejen fra Køge mod Ringsted.

Oprydningsarbejdet i forbindelse med et uheld mellem to biler gav nemlig »massiv kø« fra udfletningen i Køge.

Nærmere bestemt var uheldet sket mellem afkørsel 33 Vemmedrup og 34 Borup.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

»Det er en tredje bilist, der ser de to forulykkede og får redningsindsatsen sat i værk,« fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i politikredsen.

»Den ene bil holder i midterrabatten og den anden i overhalingsbanen og med kun to spor, giver det trafikale udfordringer,« fortæller han.

Umiddelbart var der ikke tale om alvorlig tilskadekomst, men der var meldinger om teknisk fastklemte.

»Lige nu er det mere de praktiske foranstaltninger. Først skal vi have reddet personerne ud af bilerne, og så skal vi have kørt bilerne væk fra vejbanerne.«

Det skaber naturligvis en del kø, og da tidspunktet var værst, var der over en times kø. Oprydningsarbejdet er nu afsluttet, ligesom køen er afviklet.

B.T. følger sagen.