En ældre mand blev dræbt, og hans kone alvorligt kvæstet i ulykke i Stenlille. Politiet søger vidner.

En trafikulykke i Stenlille nord for Sorø kostede mandag formiddag en 87-årig mand livet, mens hans 83-årige kone blev alvorligt kvæstet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken sket kort før klokken 11 i krydset mellem Sorøvej og Hovedgaden.

Det ældre ægtepar med manden bag rattet kom kørende ud i krydset fra Hovedgaden.

- Her støder de sammen med en bil, der kommer kørende ad Sorøvej, fortæller politiets vagtchef, Ole Hald.

Den 20-årige fører af den anden bil slap fra ulykken med knubs.

Årsagen til ulykken er mandag eftermiddag uvis. En bilinspektør har været på stedet for at undersøge omstændighederne ved trafikulykken i håb om at kaste lys over den.

Desuden har politiet talt med flere vidner til ulykken uden at kunne fastslå, hvad der gik galt.

- Derfor vil vi meget gerne høre fra flere vidner, som måtte have set noget både i forbindelse med ulykken, og forud for at den sker, siger Ole Hald.

/ritzau/