Sagsbehandler i alvorlig tilstand efter overfald med kniv på botilbud
Flere patruljer fra politiet rykkede ud til botilbud i Hammel. Tragisk hændelse, lyder det fra borgmester.

Flere patruljer fra politiet rykkede ud til botilbud i Hammel. Tragisk hændelse, lyder det fra borgmester.

En kvindelig sagsbehandler blev onsdag overfaldet med kniv på et botilbud i Hammel. En mandlig beboer stak hende i halsen, og politiet vurderer, at han forsøgte at slå hende ihjel.
Kvinden er indlagt, og hendes tilstand betegnes af politiet som alvorlig.
I første omgang meddelte Østjyllands Politi, at den 39-årige kvindes tilstand var kritisk.
Onsdag eftermiddag hedder det, at hendes tilstand er alvorlig, men stabil. Kvinden er fortsat indlagt på hospitalet.
Alarmen om overfaldet på botilbuddet på Jagtvej lød lidt efter klokken 11.
Politiet rykkede ud med flere patruljer og anholdt efter få minutter den formodede gerningsmand, en 59-årig mand, der er beboer på stedet. Botilbuddet er for psykisk sårbare borgere.
I Favrskov Kommune arbejder man på at skaffe klarhed over hændelsesforløbet, oplyser borgmester Lars Storgaard (K) onsdag eftermiddag.
- Vi er alle dybt berørte over overfaldet, og vores tanker går til den berørte medarbejder og hendes pårørende, udtaler han.
- Vi tager hånd om de nærmeste kolleger og de øvrige beboere på botilbuddet, og ledelsen er til stede for at skabe ro og tryghed oven på den meget tragiske hændelse, siger borgmesteren.
Den anholdte beboer stilles for en dommer torsdag, oplyser politiet.
Hvad manden har sagt om overfaldet, er der umiddelbart ingen informationer fra politiet om.
- Der venter os fortsat et større efterforskningsarbejde med at få klarlagt, hvad der er gået forud for overfaldet - men der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget alvorlig sag, udtaler fungerende vicepolitiinspektør Bolette Høy.
RITZAU