En sag om illegal produktion af cigaretter på Sjælland ser ud til at vokse. Politiet har for nylig udvidet sigtelsen i sagen, så den nu angår produktion af cirka 200 millioner cigaretter.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Det var i slutningen af januar, at politiet gik i aktion flere steder og ransagede adresser i Svebølle, Skælskør, Slagelse og Gadstrup.
Mistanken var, at et netværk havde importeret tobak, fremstillet cigaretter og derefter solgt varerne med stor fortjeneste.
Ved aktionen blev der beslaglagt flere maskiner, og i alt er otte personer sigtet i sagen. En kvinde på 45 år samt syv mænd i alderen fra 32 til 59 år.
En af mændene har været varetægtsfængslet siden begyndelsen af maj.
- Vi kan oplyse, at sigtelsen er udvidet mod den varetægtsfængslede, udtaler politikommissær Michael Andreassen i en mail.
- Vi kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt, da efterforskningen stadig pågår, men det tyder på at blive danmarkshistoriens største sag om ulovlig cigaretproduktion, lyder det fra politikommissæren.
Fængslingen af manden er begrundet med, at han muligvis vil flygte fra en kommende sag i retten, hvis han sættes på fri fod.
Hans forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, siger, at manden nægter sig skyldig.
Produktion af cigaretter på dansk jord er et forholdsvis nyt fænomen, og der er kun set få sager.
Tidligere har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) efterforsket to sager fra henholdsvis Vamdrup og Aulum.
I en aktion ved sidstnævnte sted blev der beslaglagt 25 millioner cigaretter og 13 ton forarbejdet tobak. Det var rettet mod det danske marked, har politiet oplyst.
I en tidligere sag i Vamdrup var mængden oppe på cirka 40 millioner, og her skulle cigaretter sendes videre til Storbritannien.
Der var tale om en ny tendens, konstaterede politiinspektør Michael Kjeldgaard fra NSK i 2022.
- Der er tale om professionelt udstyr, voldsomme mængder og store beløb, som bliver unddraget fællesskabets kasse, sagde han med henvisning til afgifterne.
I den aktuelle sag ønsker politiet som nævnt endnu ikke at besvare spørgsmål om detaljer.
/ritzau/
